Claus Hjort i direkte angreb på Kristian Jensen

9. august 2019 14:11 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Kristian Jensen vil ikke trække sig som næstformand, men genopstiller til posten på partiets landsmøde. Det møder stor modstand.

Claus Hjort i direkte angreb på Kristian Jensen
Claus Hjort Frederiksen mener ikke, at Kristian Jensen kan fortsætte som næstformand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019.

Det er uholdbart med Kristian Jensen som næstformand i Venstre. Det siger Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen i forbindelse med Venstres sommergruppemøde.

Udmeldingen kommer efter, at Kristian Jensen har meddelt, at han søger genvalg som næstformand i Venstre.

– Jeg har tænkt mig at søge genvalg som næstformand, siger Kristian Jensen (V) på et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Illoyalt

– Jeg synes, det er uholdbart, at vi har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger, siger Claus Hjort Frederiksen som svar på den ambition.

Claus Hjort Frederiksen mener, at Kristian Jensen har opført sig illoyalt over for Løkke, da Kristian Jensen tidligere på ugen i et interview med Berlingske udtalte, at Venstre burde begrave tanken om en SV-regering.

SV-idéen kom Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen med under den seneste valgkamp.

Claus Hjort Frederiksen har bekræftet, at han fredag formiddag krævede Kristian Jensens afgang. Det var kort før, Løkke og Kristian Jensen skulle holde et pressemøde om Venstres planer fremover.

Claus Hjort Frederiksen siger efter pressemødet for åbent kamera, at Venstre skal have en diskussion om Kristian Jensens rolle.

– Jeg har ikke noget imod Kristian Jensen. Han er en dygtig politiker. Det er bare den måde, han bruger næstformandsposten til at underløbe partiets formand på, siger Claus Hjort Frederiksen.

Landsmøde i november

Kristian Jensen kan formelt først væltes som næstformand på Venstres næste landsmøde. Det finder sted i november. Her er det de delegerede, der vælger formand og næstformand.

På pressemødet fredag understregede Kristian Jensen selv, at han ønsker at fortsætte som næstformand. Og at han heller ikke ser nogen grund til, at der skal komme en ny formand.

– Jeg har tænkt mig at søge genvalg som næstformand, lød det fra Kristian Jensen.

Nu vil han heller ikke afvise SV-tanken længere.

– Det er efter min opfattelse Venstres formands ret at definere, hvad Venstre går efter, når det kommer til regeringsdannelse, sagde Kristian Jensen.

– Jeg har en anden analyse. Jeg har noteret mig, at rigtigt mange i gruppen mener, at den analyse skulle være lavet i gruppen og ikke i Berlingske. Det fortryder jeg, sagde Kristian Jensen.

Men selv den undskyldning er ikke nok til at ændre Claus Hjort Frederiksens holdning.

Folketingsmedlem Louise Schack Elholm (V) er tilsyneladende ikke imponeret over Claus Hjort Frederiksens måde at gøre tingene på.

– Det må stå for hans egen regning. Men det er svært at være nestor, hvis man stikker folk i ryggen, siger hun til Berlingske.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu