ANNONCE

-Disse danskere bør vente med mundbind

16. august 2020 10:08 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

De, der er i størst risiko for et alvorligt coronaforløb, bør købe mundbind først, mener dagligvarekoncern.

I næste weekend skal alle, der rejser med kollektiv trafik, bære mundbind eller visir på turen, og det kan dagligvarekoncernen Coop mærke på efterspørgslen.

Natten til lørdag blev der kørt 1,3 millioner mundbind ud til koncernens butikker, og de blev stort set alle udsolgt inden for et døgn.

Derfor opfordrer Coops analyse- og informationschef, Lars Aarup, til, at unge og bilister venter med at købe mundbind.

– Vi har et budskab til danskerne: De, der har mest brug for mundbind, såsom ældre og de, der er afhængige af at bruge offentlig transport, skal købe først. De unge eller de, der kører meget bil, bør vente til senere på ugen, siger han.

Coop er en koncern med dagligvarekæderne Fakta, Kvickly, SuperBrugsen og Irma. De kommende dage bliver der ifølge Lars Aarup kørt cirka en million mundbind ud til butikkerne i døgnet.

Alligevel forventer han, at det bliver svært at følge med efterspørgslen.

– Vi bliver nok nødt til at melde udsolgt på nogle tidspunkter, men så kommer der nye forsyningen igen den næste dag, siger han.

Lørdag holdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde, hvor hun varslede, at fra lørdag den 22. august skal folk over hele landet bære mundbind i den offentlige transport. Kravet gælder på alle tider af døgnet.

Det sker for at begrænse spredningen af coronavirus i samfundet.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke fejl med mundbind du aldrig må begå.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu