ANNONCE

Corona-smittetal eksploderer

3. august 2020 08:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

I løbet af fire dage er yderligere én million mennesker blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Corona-smittetal eksploderer
Over 18 millioner mennesker er siden udbruddets begyndelse blevet testet positive for coronavirusset. Melbourne i Australien er blandt de steder, hvor antallet af smittetilfælde er blusset op. Storbyen har derfor indført et natligt udgangsforbud. Foto: Stringer/Reuters

Antallet af bekræftede coronasmittetilfælde har passeret 18 millioner globalt. Det viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University mandag morgen dansk tid.

Dermed er antal smittetilfælde øget med otte millioner, siden milepælen på ti millioner blev passeret den 28. juni. For fire dage siden oversteg tallet for første gang 17 millioner.

Det globale dødstal som følge af covid-19, som virussygdommen kaldes, er mandag morgen opgjort til næsten 690.000.

Dukkede op i Kina

Virusset dukkede første gang op i slutningen af 2019 i den kinesiske by Wuhan.

I marts meddelte Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at udbredelsen af virusset var så voldsom, at det kunne karakteriseres om en pandemi.

Flere lande, som tidligere har haft succes med at få kontrol over smittespredningen, har meldt om en genopblussen i antallet af nye smittede.

Det har fået regeringer til at genindføre restriktioner og nedlukninger til trods for bekymringer over yderligere indhug i økonomien.

Nye tiltag

Søndag indførte den australske delstat Victoria en række nye tiltag, efter at der i flere dage i træk er registreret et trecifret antal nye smittetilfælde.

I delstatens hovedstad, Melbourne, med omkring fem millioner indbyggere, skal folk fremover holde sig hjemme fra klokken 20 til 5.00 om morgenen. Det delvise udgangsforbud gælder i foreløbig seks uger, rapporterede australske medier.

Skoler og højere læreanstalter har desuden fået ordre om at gå tilbage til onlineundervisning i de kommende dage.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I Sydafrika har antallet af personer, som er blevet testet positive for virusset, passeret en halv million. Landet er uden sammenligning det hårdest ramte i Afrika, skriver nyhedsbureauet AFP.

Latinamerika og Caribien passerede søndag over 200.000 dødsfald relateret til coronavirusset, og Iran, der er værst ramt af landene i Mellemøsten, meldte søndag om det højeste antal smittetilfælde i løbet af et enkelt døgn i næsten en måned.

USA topper opgørelsen fra Johns Hopkins University over smittetilfælde med næsten 4,7 millioner foran Brasilien med over 2,7 millioner og Indien med 17,5 millioner.

I Danmark er der siden udbruddets begyndelse registreret 13.789 tilfælde af coronasmitte.

Fakta

Vokser hastigt

Siden det første tilfælde af coronavirus blev bekræftet i Wuhan i Kina i januar, er det globale antal af bekræftede smittetilfælde vokset til over 18 millioner på lidt under syv måneder.

Det tog tre måneder fra de første smittetilfælde, indtil en million mennesker var konstateret smittet på verdensplan.

Siden smittetallet oversteg ti millioner 28. juni, er tallet steget med otte millioner på lidt over en måned.

Her er datoer for hver nye million smittetilfælde:

* 2. april: 1 million.

* 15. april: 2 millioner.

* 27. april: 3 millioner.

* 9. maj: 4 millioner.

* 21. maj: 5 millioner.

* 30. maj: 6 millioner.

* 8. juni: 7 millioner.

* 16. juni: 8 millioner.

* 22. juni: 9 millioner.

* 28. juni: 10 millioner.

* 4. juli: 11 millioner.

* 9. juli: 12 millioner.

* 13. juli: 13 millioner.

* 18. juli: 14 millioner.

* 22. juli: 15 millioner.

* 26. juli: 16 millioner.

* 30. juli: 17 millioner.

* 3. august: 18 millioner.

Kilde: Johns Hopkins University.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu