ANNONCE

Coronavirus: Endnu en plejehjemsbeboer død

29. juni 2020 12:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Nu er tre beboere på et plejecenter i Hjørring døde. De tre har været testet positive for coronavirus.

Coronavirus: Endnu en plejehjemsbeboer død
Du kan i faktaboksen i bunden af artiklen se, hvordan man holder corona-smitten væk. Arkivfoto: Scanpix.

Endnu en af beboerne på plejehjemmet Vendelbocenteret i Hjørring er død, mens vedkommende var smittet med coronavirus.

Det skriver TV2 Nord.

Det betyder, at i alt tre beboere fra plejecenteret, som har været testet positive for coronavirus, er afgået ved døden.

– At vi nu har tre beboere, der ikke har klaret det, er meget trist, siger Leif Serup, der er direktør for Sundheds-, Ældre og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune, til TV2 Nord.

– Det kan få fatale konsekvenser, når smitten kommer på et plejecenter. Derfor er det vigtigt, at smitten ikke kommer til andre plejecentre.

Flere skoler og en minkfarm

Hjørring Kommune har i juni oplevet et udbrud af coronasmitte. Coronavirus har også fundet vej til flere skoler i kommunen, og også en minkfarm i kommunen er blevet ramt.

Det kom efterfølgende frem, at en person fra minkfarmen havde sin gang på plejehjemmet Vendelbocentret.

Leif Serup fortæller, at Vendelbocentret nu har 15 medarbejdere hjemsendt med en positiv coronatest, og 17 er raskmeldte.

I lørdags var det henholdsvis på 20 og 12.

Derudover har der i Hjørring Kommunens 13 andre plejecentre ikke været nogen, der er blevet testet positiv for coronavirus, efter at de nu er blevet testet to gange, oplyser han.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu