ANNONCE

Danmark klar til kvartfinalen

23. januar 2021 21:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det var ikke altid kønt men sejren over Japan kom i hus

Med en syg Mikkel Hansen hjemme på hotellet vandt de danske håndboldherrer alligevel over Japan lørdag aften og sikrede sig dermed en plads i kvartfinalen ved VM i håndbold i Egypten.

Det var dog et forvandlet dansk landshold, der tydeligt havde problemer med de lynhurtige japanere, der hentede den ventede sejr i hus.

Med 16 minutter igen kom der dog lidt ro på da Danmark kom foran med fire mål ved stillingen 26-22. Derfra gik resten af kampen uden de store problemer og Danmark vandt med 34-27.

Smal føring ved halvleg

Danmark førte kun med 19–17 efter de første 30 minutter.

Igen og igen løb japanerne igennem den centrale del af det danske forsvar – eller fik sendt skud afsted fra centralt hold.

Samtidig formåede Danmark ikke at presse holdet til skud fra fløjene.

I den anden ende – i det danske angreb –  var der samtidig for mange udfald, tekniske fejl og brændte frie skud.

Havde brugt kræfterne

Til alt held havde japanerne brugt mange kræfter på at løbe om hjørner med verdensmestrene i kampens første halvdel.

De spillede med flere fejl efter pausen og virkede ikke længere helt så uhåndterlige.

At Danmark alligevel var længe om at afgøre det, skyldes primært en håndfuld store afbrændere. De betød, at japanerne kunne bevare troen på en sensation til et godt stykke inde i anden halvleg.

Roen sænkede sig

Da Lasse Andersson et kvarter før tid udnyttede en friløber til 27-22 efter 45 minutter, var det dog, som om roen omsider sænkede sig.

Fem mål var trods alt mere, end de ellers velspillende japanere kunne indhente.

Efter at Kroatien overraskende tabte til Argentina tidligere lørdag, er Danmark sikker på at slutte på puljens førsteplads, uanset hvordan det går mod kroaterne på mandag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu