ANNONCE

DMI tænder håb for sne til jul

22. december 2020 06:49 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Der venter danskerne en særdeles blæsende tirsdag - og så er der måske et lille håb for en smule sne juleaftensdag.

Vejret tirsdag byder på en forholdsvis blandet dag alt afhængigt af, hvor man befinder sig i landet.

Der er således udsigt til en tirsdag, hvor der både regner, blæser og så kan der måske komme en smule sol.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Lars Henriksen, til Newsbreak.dk.

– Det bliver en blæsende og også ret våd dag, hvor der især vil komme regn i formiddagstimerne. Ud på eftermiddagen klarer det op fra vest, og der kan der godt komme en periode med lidt eller nogen sol, siger Lars Henriksen.

Ujævn fordeling

Det er dog ikke alle danskere, der skal regne med at få solen at se.

– Solen er jo ikke oppe særligt længe for tiden, så jeg forventer ikke, at der når at komme sol til de østlige egne i dag, siger Lars Henriksen.

Vinden bliver jævn til frisk og stedvis op til hård.

Dagtemperaturen kommer til at ligge på mellem 6 og 9 grader.

Chance for julesne

De seneste dages milde decembervejr har måske fået nogen til at opgive tanken om julesne.

En landsdækkende hvid jul bliver der dog heller ikke tale om, men der kan dog godt falde en smule let sne lokalt, oplyser Lars Henriksen.

– Vi får den her kolde polarluft ned mod os juleaftensdag, og det bliver væsentligt køligere. Luften er tør, så det bliver ikke med meget nedbør, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke udelukke, at der kommer en smule lokalt vinterdrys ud på juleaftensdag, siger meteorologen.

Temperaturen falder således ned til 1-5 grader juleaftensdag, og julenat kan der komme nattemperaturer helt ned til minus tre grader.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu