Nu varer det ikke længe: To-cifrede varmegrader

24. marts 2020 06:44 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Sløret sol og pæne temperaturer. Dagen starter dog kold.

Vejret den 24. marts 2020 byder på sol af den slørede slags, lidt frost og pæne temperaturer.

Er du en af dem, der ikke arbejder hjemme og skal tidligt afsted på job, så kan det godt være, du skal finde isskraberen frem.

Endnu engang har der været nattefrost – og endnu engang afløses den af pænere vejr.

– Der har været frost mange steder. Ved Køge er der målt minus tre grader, siger Mette Wagner, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Det varer dog ikke længe – så titter solen frem, dog ikke en så klar en af slagsen.

– En sløret sol med højtliggende skyer, siger Mette Wagner.

Dermed bliver der sat en midlertidig stopper for den klare sol.

Pæne temperaturer

Alligevel når temperaturerne op til mellem fem og ni grader.

– Det er jo faktisk forår, siger Mette Wagner, der gerne vil huske danskerne på at holde afstand til hinanden, når det pæne vejr skal nydes.

Vinden bliver let til frisk omkring syd, måske endda stedvis hård.

I aften og nat vil temperaturerne ligge på mellem to graders frost og tre graders varme.

Vejret den 24. marts 2020 sætter tendensen

Vejret den 24. marts 2020 lægger kimen til de næste dage; koldt om natten, fine temperaturer om dagen.

– Det er et højtryk øst for landet, der strømmer ind, siger Mette Wagner.

Langsomt, men sikkert, kryber temperaturerne opad.

– Vi kan få tocifrede varmegrader sidst på ugen. Måske 11-12 grader, siger den vagthavende.

I de dage kommer der ikke meget nedbør – det vil dog komme natten til søndag.

– Så det bliver knastørt med nattefrost og gode chancer, opsummerer Mette Wagner ugen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu