ANNONCE

Dødsulykke kræver endnu et offer

21. december 2020 12:22 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 62-årig mand blev dræbt i en trafikulykke sidste mandag ved Ertebølle. Lørdag døde også 66-årig mand.

Dødsulykke kræver endnu et offer
Endnu en person er død efter en ulykke, der skete mandag. Foto: Elo Christoffersen.

En 66-årig mand døde lørdag aften, efter at han var involveret i en trafikulykke nær Ertebølle i Himmerland mandag i sidste uge.

Dermed har ulykken kostet to livet.

Det skriver Nordjyske, der har fået oplysningen fra Nordjyllands Politi mandag morgen.

Ifølge vagtchefen fik politiet klokken 22.10 mandag meldingen om, at to personbiler var stødt sammen i et T-kryds ved Eldrupsigevej og Løgstørvej lidt uden for Farsø.

De to biler

I den ene bil sad den 66-årige mand som passager, mens en 62-årig mand førte bilen. Den 62-årige døde i ulykken, mens den 66-årige altså senere er afgået ved døden.

I den anden bil sad en 44-årig mand bag rattet. Han har brækket begge arme, begge ben og har fået brud på knogler i ansigtet. Han er indlagt, men meldes fortsat uden for livsfare.

Rene Kortegaard fortalte tirsdag, at politiet endnu ikke ved, hvad der har forårsaget ulykken.

– Bilinspektøren har lavet undersøgelser på stedet, og det har vi også. Vi mangler stadig en konklusion, men det tyder på et frontalt sammenstød, sagde vagtchefen omkring klokken 06 tirsdag morgen.

Politiet er fortsat i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Alle de pårørende er ifølge Nordjyllands Politi blevet underrettet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu