ANNONCE

Døre åbnes i drabssag

19. maj 2020 11:01 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 52-årig mand fra Sverige stilles tirsdag eftermiddag for en dommer i sag om en nordjysk mands forsvinden.

Mandag aften sejlede en 52-årig efterlyst mand med en færge fra Gøteborg på den svenske vestkyst til Frederikshavn.

Ved færgelejet i Frederikshavn blev han anholdt af dansk politi. Det bekræftede Nordjyllands Politi mandag aften.

Manden er svensker og mistænkt i en sag om 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens forsvinden. Han vil tirsdag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

Det fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

– Han kom frivilligt til Danmark, siger han.

Det er foreløbig uvist, hvad den 52-årig mand er sigtet for. Men ifølge Nordjyske kan offentligheden få indsigt i sigtelsen ved grundlovsforhøret.

Den mødende anklager vil nemlig ikke begære dobbeltlukkede døre, oplyser anklagemyndigheden til Nordjyske.

Tidligere på dagen fortalte vicepolitiinspektør Frank Olsen ellers, at man ønskede dobbelt dørlukning ved retsmødet.

I så fald ville fremmødte journalister ikke få lov at være til stede i retslokalet, når sigtelsen blev læst op.

Sagen

Det hele startede med en efterlysning af den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen fra Frederikshavns-området.

To personer – en 46-årig kvinde og en 45-årig mand – blev ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring i fredags varetægtsfængslet i sagen i foreløbig fire uger.

Grundlovsforhøret blev holdt for dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at politiet ikke kan udtale sig om sigtelserne mod de to personer eller kommentere på deres forklaringer.

– Foran os ligger stadig en stor og kompleks efterforskning af denne sag. Vi skal undersøge en lang række af spor, og vi skal foretage afhøringer og genafhøringer af adskillige personer med relation til sagen, sagde vicepolitiinspektør Frank Olsen tidligere.

Det medførte en fængslingskendelse mod en tredje person i sagen – en 52-årig svensker.

Det er altså ham, der mandag aften er anholdt.

– Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at vi mistænker ham for at have forbindelse til den 39-årige mands forsvinding, sagde Frank Olsen, der af hensynet til at beskytte det omfattende efterforsknings-arbejde ikke kunne udtale sig yderligere om det konkrete mistankegrundlag mod den 52-årige eftersøgte mand:

Flere lokaliteter undersøgt

Vicepolitiinspektøren oplyste, at politiets efterforskningsskridt i sagen hen over weekenden ligeledes har omfattet undersøgelse af en række forskellige lokaliteter i Frederikshavnsområdet.

– Vi har i den forbindelse beslaglagt en række effekter. Dem skal vi have nærmere undersøgt, belyst og analyseret. Vores arbejde består fortsat i få klarlagt, hvorvidt der er spor efter en forbrydelse mod den 39-årige efterlyste mand et af disse steder, sagde han.

Tidligere forsøgt dræbt

Ifølge Nordjyske er Eddie Karl-Johan Christensen identisk med en mand, der i 2016 blev udsat for et voldsomt drabsforsøg i Elling.

Her blev han slået i hovedet med en gaffelnøgle, så han fik livstruende kraniebrud, og efterfølgende blev han overhældt med benzin og smidt ind bagi en varebil, som kørte galt på Tuenvej.

To mænd – en 49-årig og en 41-årig – blev dømt i sagen og fik henholdsvis seks et halvt års fængsel og syv års fængsel.

En måned efter retssagen blev den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen selv idømt to et halvt års fængsel, fordi han opbevarede en skarpladt pistol i sin lejlighed, da han frygtede for sit liv.

Eddie Karl-Johan Christensen er stadig forsvundet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu