Dronningen afslører: Samler familien til jul

19. november 2019 16:03 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Når der skal danses rundt om træet i de kongelige gemakker, bliver der masser af hænder at holde i.

Mens prins Joachim, hans hustru, prinsesse Marie, og deres to fælles børn har bosat sig i Frankrig, kommer dronningens anden svigerdatter, kronprinsesse Mary, og fire af dronningens otte børnebørn fra årsskiftet til at kalde Schweiz for deres bopæl.

Men den kongelige familie er ikke mere spredt, end at den forestående højtid skal fejres sammen.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det fortalte dronning Margrethe tirsdag på et pressemøde, hvor hun sammen med blandt andre sangerinden Oh Land og Tivolis balletmester, Peter Bo Bendixen, præsenterede en scene fra balletten “Snedronningen”, som majestæten har lavet scenografi og kostumer til.

– Vi ses alle sammen til jul, så det bliver godt, sagde dronningen.

Over for Ritzau uddyber hun, at julen traditionen tro skal fejres i Aarhus, og at både kronprinsen og prins Joachim samt deres hustruer og børn ventes at melde deres ankomst.

– Jeg regner med, at begge mine to familier, havde jeg nær sagt, kommer til at være med i år på Marselisborg. Det regner jeg med, siger hun.

Der er endnu ikke lagt særlige planer for, hvordan højtiden skal forløbe.

– Ikke andet end at vi selvfølgelig skal have os et juletræ, siger dronningen, der plejer at pynte træet selv juleaftensdag.

Når balletten “Snedronningen” har premiere 1. december, har dronningen også ønsket at gøre det til en familieudflugt.

– Jeg håber, at de bliver glade, min familie. Jeg er spændt både på deres reaktion, men også på at se, hvordan det ser ud deroppe på scenen. Det bliver en stor oplevelse, siger dronningen.

En stor dag for dronningen

Den 1. december er der premiere på balletten Snedronningen.

Med dronning Margrethe i en hovedrolle, er balletten helt særlig.

Det er nemlig dronningen, der står bag ballettens kostumer og scenografien.

Ved et pressemøde blev den første smagsprøve på forestillingen vist frem.

Royalt islæt i balletten

I december vil det være muligt at se dronning Margrethes kreationer på scenen i Tivolis Koncertsal.

Tirsdag middag blev sløret løftet for, hvordan dronningens kreative arbejde med balletten har udformet sig.

Her deltog dronningen også selv.

Dronning Margrethe har været den kreative kraft bag kostumer og dekorationer til Snedronningen.

Det er ikke første gang, at dronning Margrete beskæftiger sig med scenografi. Hun har flere gange være det kreative overhoved ved flere forestillinger heriblandt Nøddeknækkeren fra 2016, der også kunne ses i Tivoli.

Følgeskab af dansk sangerinde

Det er noget af et stjernehold, som Tivoli har fået til at stå for Snedronningen.

Foruden dronning Margrethe gemmer der sig også en anden dansk kunstner.

Det er musikeren – og den tidligere balletdanser – Oh Land, hvis borgerlige navn er Nanna Øland, der har komponeret musikken til forestillingen.

Mens den russiske prisbelønnede koreograf Yuri Possokhov har stået for koreografien i forestillingen.

En medrivende ballet

Balletten er en nyfortolkning af H.C. Andersen-eventyret Snedronningen.

I forestillingen er der særligt fokus på følelser som venskab, mod, kærlighed, uskyld og en snert af djævelskab, skriver Tivoli.

Forlystelsesparkens direktør er da også sikker på, at det bliver en medrivende ballet.

– Det er ikke hver dag, at man har et kreativt hold bestående af en dronning, en toneangivende musiker og en russisk topkoreograf. Der er ingen tvivl om, at Dronningen, Oh Land og Yuri Possokhov som team vil skabe en medrivende ballet, udtaler han om forestillingen.

Balletten kan ses til og med den 22. december 2019.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu