Efterladt på gaden: Sådan ser børnene ud

15. december 2019 13:17 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To små børn - en pige og en dreng - blev lørdag fundet alene i Aarhus. Deres forældre er endnu ikke fundet.

Opdatering 14.02:

Politiet i Østjylland har søndag eftermiddag valgt at frigive billeder af de to børn, der er blevet efterladt i det centrale Aarhus.

Endnu engang opfordrer Østjyllands Politi til at offentligheden hjælper med at opklare sagen. Derfor efterlyser politiet nu forældrene, vidner der har set noget eller personer, som kan have oplysninger vedrørende  de to efterladte børn på Park Alle i Aarhus.

Har du oplysninger så kontakt Østjyllands Politi på 114.

Original artikel:

Lørdag skete der noget, som nok er en forældres værste mareridt. Der stod to børn alene i centrum af Aarhus. Den ene var en pige på cirka ét år, mens der også var en dreng på omkring 2,5 år. De to blev fundet af en forbipasserende på Park Allé i Aarhus.

Artiklen fortsætter under videoen.

Den forbipasserende slog alarm til politiet, da der ingen forældre kom og samlede børnene op. Og her mere end 18 timer senere er børnene stadig ikke blevet samlet op. Dermed tyder det også på, at børnene ikke er danske – ifølge politiets oplysninger taler det ældste barn ikke et sprog, som politiet forstår, mens den yngste ikke kan tale endnu.

Da drengen bliver fundet er han iført grønne støvler, bordeaux bukser og en mørk jakke. Han har herudover sort hår.

Pigen har ligeledes sort hår, mens hun var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med små hvide prikker og en blå hue.

Til Ekstra Bladet oplyser Østjyllands Politi, at børnene har det godt og at de er i de sociale myndigheders varetægt.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men dette har ikke været muligt.

Massiv efterforskning

Til Stiften fremgår det, at politiet er igang med at gennemgå et større antal overvågningskameraer i området, hvor det forhåbentligvis skal lykkedes at finde et billede af forældrene.

Politiet oplyser, at de ikke ved, hvorvidt børnene er østeuropæere, fra Mellemøsten eller Nordafrika. Anmeldelsen om børnene indløb omkring klokken 18.30 lørdag.

Og her mere end et halvt døgn efter, at en tilfældig forbipasserende anmeldte sagen til politiet, så er der stadig intet nyt i forhold til, hvor forældrene er henne.

Forstår ikke situationen

Hvis en omsorgsfuld plejefamilie træder til og passer på dem, vil de næppe få traumer på sigt. Men i situationen vil de være skræmt.

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet forklarer, at to små børn, der lørdag blev fundet efterladt på en befærdet gade i Aarhus midtby, sandsynligvis vil komme videre uden psykiske traumer.

– Børn, der er så små, har svært ved at forstå situationen.

– Hvordan det kommer til at belaste børnene, at de er blevet forladt, afhænger en del af deres opvækst inden. Men som regel vil så små børn, hvis de bliver mødt med omsorg og varme fra de nye omsorgspersoner, ikke være påvirket væsentligt af det fremover, siger Kuno Sørensen.

Skræmmende

Børnene blev opdaget af en borger på Park Allé, som kontaktede politiet.

Pigen, der er cirka halvandet år, sad i en klapvogn, mens drengen, der vurderes at være mellem to og tre år, stod ved siden af. Drengen taler et sprog, som politiet ikke genkender. Formentlig er børnene fra Østeuropa.

– Den etårige har ikke rigtig nogen forståelse af, hvad der er sket – ud over at hun vil savne sine forældre. Til dels vil det være det samme ved det lidt ældre barn. Han vil have lidt sprogforståelse, men der er ikke den store verdensforståelse, siger Kuno Sørensen.

– De grundlæggende følelser vil være de samme: En enorm følelse af at være forladt og svigtet af de nærmeste omsorgspersoner.

Han tilføjer, at det vil være særligt skræmmende for det ældste barn, der i forvejen har udviklet et sprog, at han ikke kan kommunikere med de danskere, der tager sig af de to børn.

Varme og omsorg

Det er meget sjældent, at børn i Danmark bliver efterladt eller glemt, understreger psykologen fra Red Barnet.

Hvad årsagen er i det aktuelle tilfælde, er indtil videre uvist.

– Når man som forældre har fået børn, er det enormt dyrebart. Så der er som regel nogle meget tvingende grunde, hvis forældre vælger at efterlade deres børn, siger Kuno Sørensen.

Politiet har overdraget børnene til de sociale myndigheder, der har arbejdet på at finde en plejefamilie til dem.

– Det, børn har mest brug for, hvis de bliver forladt af deres forældre, er varme og omsorg, så de kan føle sig trygge, selv om det er et fremmed menneske, de bliver mødt af, siger Kuno Sørensen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu