ANNONCE

To etager udbrændt

3. november 2020 06:47 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

To personer er kørt på hospitalet.

Tirsdag morgen har dele af Kastetvej i Aalborg været spærret i forbindelse med en brand i en ejendom på gaden.

– Det er en etageejendom, der har været ild i, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg til Newsbreak.dk.

Branden er heldigvis slukket, forklarer vagtchefen, men det var en hård omgang.

– Det var ret alvorligt en overgang, siger vagtchefen og fortsætter:

– To personer er kørt til tjek for, om de har fået røgforgiftning.

Faktisk har branden på Kastetvej været så omfattende, at flere personer skal genhuses.

– Anden og tredje etage er fuldstændig udbrændt, så der er tale om, at der er nogle, der skal genhuses, siger vagtchefen.

En elektrisk fejl

Nordjyllands Politi har ikke med hundrede procents sikkerhed klarlagt, hvad brandårsagen er, men det peger i retning af en elinstallation.

– Det tyder på, at der var tale om en elektrisk fejl i en af lejlighederne, siger vagtchefen.

I løbet af morgenen var Kastetvej spærret, mens politi og brandvæsen udførte deres arbejde, men nu hvor branden er slukket, er vejen genåbnet.

– Vi er færdige derude, siger vagtchefen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu