ANNONCE

Fire ansatte på Danish Crown-slagteri smittet med corona

24. juni 2020 18:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Danish Crown har skruet op for corona-test på slagteri i Tyskland efter fire smittetilfælde.

Fire ansatte på Danish Crown-slagteri smittet med corona
Arkivfoto: Scanpix.

Fire medarbejdere på et Danish Crown-slagteri i Essen i Tyskland er testet positiv for smitte med coronavirus. Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Der er tale om tre personer, der er vendt tilbage fra ferie og en nyansat.

Danish Crown har siden midten af maj udført løbende test på en femtedel af de ansatte af gangen hver uge.

Siden midten af maj er 20 procent af medarbejderne på slagteriet hver uge blevet testet.

I mandags blev 60 medarbejdere, der er vendt tilbage fra ferie samt nyansatte derfor testet og det var i dén gruppe, de fire positive prøver blev fundet.

I karantæne

– Alle fire medarbejdere er nu i karantæne, og sammen med myndighederne har vi kortlagt, hvem de har været i kontakt med. På den baggrund er yderligere 12 personer sendt i karantæne. Det er en træls situation, men det viser, hvor vigtigt det er at være forsigtige, når medarbejderne har været væk fra arbejdspladsen, siger Søren F. Eriksen, der er CEO for Danish Crown Pork.

Den ene af de medarbejdere, der er testet positiv, blev også testet for en uge siden, inden han tog på en forlænget weekend. På det tidspunkt var testen negativ. Den information har Danish Crown givet videre til myndighederne, så de kan arbejde målrettet med opsporing af kilden til smitten.

Målrettet arbejde

Alle medarbejdere på slagteriet bliver løbende informeret, og der arbejdes målrettet med at sikre medarbejderne bedst muligt mod spredning af smitten.

Siden midten af marts er medarbejdernes temperatur blevet målt hver dag, når de møder på arbejde.

Derudover er der indført en række tiltag. Blandt andet er der forskudt mødetid for at sikre afstanden i omklædningsrummene, og dele af produktionen er omlagt, så der er større afstand mellem medarbejderne. På de pladser, hvor der er under 1,5 meter mellem medarbejderne, arbejder alle med mundbind.

– Her til morgen har vi testet 350 medarbejdere, som arbejder i de to afdelinger, hvor de tre smittede arbejdede. Samtidig vil vi i de kommende uger hver dag teste en del af medarbejderne på slagteriet for at sikre os bedst muligt mod yderligere smittespredning, siger Søren F. Eriksen

Tæt kontakt til myndigheder

Danish Crown er i tæt kontakt med de tyske myndigheder og afstemmer løbende håndteringen af situationen med dem.

Det laboratorie, som analyserer de test, der bliver taget på slagteriet, informerer myndighederne direkte, hvis der er positive tests.

Myndighederne har også fået en fuldstændig oversigt over alle medarbejdere, der arbejder på slagteriet, så de kan udføre smittesporing.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu