ANNONCE

Fire unge i alvorlig ulykke

5. oktober 2020 04:14 | Af: Ritzau Fokus

En bil med tre unge blev påkørt bagfra af en anden bil med to unge og ramte husmur. En er i kritisk tilstand.

En 17-årig dreng er i kritisk tilstand, og fire andre unge mennesker er tilskadekomne, efter en alvorlig færdselsulykke øst for Gandrup i Nordjylland sent søndag aften.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen natten til mandag.

Ulykken skete i krydset mellem Aalborgvej og Holtevej, hvor to personbiler kørte ind i hinanden, efter at den forreste bil bremsede op for at foretage et venstresving, uden at den bagvedkørende opdagede det.

Den forankørende bil blev skubbet ind i en have og videre ind i en husmur. I den forreste bil sad ud over en 18-årig fører, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Det er sidstnævnte, hvis tilstand er kritisk.

I den bageste bil sad en 20-årig fører og en 17-årig passager.

– De andre involverede er også kørt til hospitalet, men er sluppet billigt og har været ved bevidsthed hele tiden, lyder meldingen fra vores patrulje på stedet, siger vagtchefen.

Mistanke om spirituskørsel

De pårørende til de unge mennesker er blevet underrettet.

Den 20-årige fører af den bageste bil har desuden fået foretaget en blodprøve.

– Vi har desværre en mistanke om spirituskørsel, siger Torben Larsen.

Omkring klokken 02.00 natten til mandag er der ifølge vagtchefen blevet ryddet op på stedet, mens en bilinspektør har foretaget undersøgelser.

Anmeldelsen om ulykken tikkede ind hos politiet klokken 23.43 søndag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu