Fireårig alvorligt kvæstet i fald fra vindue

8. september 2019 19:25 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et fireårigt barn er ilde tilredt efter et fald fra et vindue i første sals højde.

Fireårig alvorligt kvæstet i fald fra vindue
En fireårig dreng er kommet alvorligt til skade. Genrefoto: Scanpix

Efter at være faldet fire-fem meter ned ramte et fireårigt barn en betonkant, da drengen søndag faldt ud af et vindue i første sals højde på Ejbygade i Odense, skriver Fyens.dk.

Den fireårige blev hastet til Odense Universitetshospital, og politiet fulgte med, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til lokalavisen.

– Da vi forlader hospitalet er han heldigvis vågen, og det er jo et godt tegn, siger han.

Ulykken er sket søndag eftermiddag i forbindelse med en leg i lejligheden, hvor vinduet altså pludselig blev åbnet.

Politiet har ingen indikationer på, at der er tale om noget kriminelt.

Fyens.dk skriver, at der var voksne til stede i lejligheden, men det ligger ikke fast, hvilken relation de har til den fireårige dreng.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu