ANNONCE

Fundet livløs i sø: I kritisk tilstand

11. december 2019 11:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Livreddende førstehjælp kan have haft afgørende betydning.

Fra en hundelufter onsdag morgen ringede 112 med beskeden om, at en person lå livløs i en lille sø ved Viborg Rådhus, til indsatsleder Jesper Sloth Hesselberg stod på stedet, gik der to minutter.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Sådan vurderer han det selv. Han havde heldigvis været på opgave kort forinden og var derfor “på hjul”, som han siger.

– Vi får den livløse mand reddet op af vandet og lagt på jorden. Så går vi i gang med genoplivningen af ham, siger Hesselberg fra Midtjysk Brand og Redning til Newsbreak.dk.

Den ældre mand i vandet blev fundet omkring klokken 8.15 onsdag morgen, og efter at have givet livreddende førstehjælp, blev manden overgivet til lægefagligt personale, der var ankommet.

– Han bliver så kørt væk i ambulance efter kort tid, siger indsatslederen.

Hvad nu?

Den lille sø ligger for enden af Hasselgangen op mod byens rådhus, og den er omgivet af et hegn på omkring 50-60 centimeters højde. Det er for nuværende ukendt, hvordan den ældre mand havnede i vandet.

– Jeg ved jo heller ikke, hvor længe han har ligget der, siger Hesselberg.

Som nævnt blev manden fundet livløs. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger lå han på ryggen i vandet. Livløs betyder, at man ikke udviser umiddelbare tegn på at være i live, men stadig ikke er erklæret død.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræftede allerede 8.30 onsdag, at der var fundet en livløs mand.

Ved 11-tiden oplyser politiet så til Newsbreak.dk, at den seneste melding er, at manden i kritisk tilstand er kørt til Aarhus Universitetshospital i en ambulance.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er hans pårørende ikke underrettet, fordi manden ikke er identificeret.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu