ANNONCE

SE LISTEN: Her er de 11 officielle corona-sundhedsråd

25. marts 2020 20:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Sundhedsstyrelsen har samlet 11 råd, der blandt andet anbefaler nok søvn og begrænset tv-kiggeri under krise.

Lad være med at sidde alt for meget foran fjernsynet for at holde dig opdateret om de seneste nyheder. Sørg for at få nok søvn. Og skal du arbejde hjemmefra, så prøv at gøre det på de samme tidspunkter, så du får struktur i hverdagen.

Det er nogle af anbefalingerne i de 11 råd til trivsel og mental sundhed under coronaepidemien, som Sundhedsstyrelsen er kommet med onsdag.

Det siger Helene Probst, der er centerchef i Sundhedsstyrelsen, onsdag på et pressemøde.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun fortæller, at mange danskere, unge som voksne, bliver påvirket mentalt af situationen, hvor blandt andet skoler og daginstitutioner er lukket, og højst ti personer må samles i det offentlige rum.

– Vi må erkende, at rigtig mange bliver bekymrede i denne situation. Bekymrede for, at de bliver syge, bekymrede for, at deres nærmeste bliver syge, og det gælder sådan set både børn og voksne, siger hun.

Sundhedsstyrelsens 11 råd til trivsel og mental sundhed handler blandt andet om, at man som borger skal sørge for at få nok søvn og holde sin hjerne i gang.

Man kan også med fordel undlade at følge med i nyhedsstrømmen i et stykke tid, da den kan være med til at fodre hjernen og kroppen med bekymringer.

Gælder alle

Rådene gælder alle, som arbejder hjemme, eller som er blevet sendt hjem fra skole og institutioner. Rådene er også rettet mod de grupper, som er særligt sårbare, og som befinder sig i isolation.

– Et råd fra os er, at man en gang imellem skal slippe lidt for bekymringerne. Få fokus et andet sted hen, læs en god bog, hør noget musik, siger Helene Probst.

– Man skal måske ikke se fjernsyn hele dagen, men vælge noget, som man følger med i. Sådan så man også får en balance i forhold til at få en pause fra det, der kan være svært for nogle, siger hun.

Helene Probst peger på, at for eksempel personer med kroniske sygdomme kan få svært ved at møde op på hospitalet og få taget en blodprøve, hvis de bliver bange.

– For nogle mennesker kan den situation, vi står i, udløse bekymringer, som gør, at man får angst for at blive syg, siger hun.

Fakta

Her er tallene for Danmark (25. marts 2020)

Indtil videre er der konstateret 34 dødsfald i Danmark, hvor personen har været smittet med coronavirus. Samlet har 526 personer indtil videre været indlagt med virusset.

Her følger en oversigt over aldersfordelingen på de indlagte og døde:

* 34 dødsfald er fordelt således på alder:

– 80 år eller ældre: 17 personer.

– 70-79 år: 10-14 personer.

– 60-69 år: 1-5 personer.

– 50-59 år: 1-5 personer.

* 526 indlagte er fordelt således på alder:

– 80 år eller ældre: 109 personer.

– 70-79 år: 139 personer.

– 60-69 år: 91 personer.

– 50-59 år: 76 personer.

– 40-49 år: 67 personer.

– 30-39 år: 22 personer.

– 20-29 år: 14 personer.

– 10-19 år: 1-5 personer.

– 0-9 år: 1-5 personer.

Kilde: Statens Serum Institut.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu