ANNONCE

Her fjerner politi demonstranter ved Det Hvide Hus

2. juni 2020 06:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fredelige demonstranter blev fjernet mandag ved Det Hvide Hus, da Trump forlod bygningen til fods.

Politi har affyret tåregas og gummikugler mod fredelige demonstranter nær Det Hvide Hus i Washington D.C.

Det er tilsyneladende sket, fordi præsident Donald Trump skulle have taget billeder med biblen foran kirken St. John’s tæt på regeringsbygningen, hvor demonstranterne befandt sig.

Trump havde kort forinden afholdt et pressemøde om de igangværende protester, der finder sted på tværs af USA. Det er første gang, at Trump har holdt pressemøde om sagen.

Præsident for lov og orden

På pressemødet sagde han, at han vil indsætte “tusindvis af tungt bevæbnede soldater i Washington”. Han erklærede sig desuden “præsident for lov og orden” i USA.

Det tydeliggjorde han ved at gå til fods fra Det Hvide Hus til det protest-beskadigede kirke St. John’s.

Sikkerhedsstyrkerne, der havde fjernet de fredelige demonstranter kort forinden, inkluderer militær, nationalgarden, sikkerhedsmyndigheder og politi.

Her ses en række billeder fra Det Hvide Hus og protesterne ved præsidentboligen mandag lokal tid.

Fakta

Det Hvide Hus

Det Hvide Hus, The White House, den amerikanske præsidents officielle bolig på adressen 1600 Pennsylvania Avenue i Washington, D.C. Opførelsen af Det Hvide Hus påbegyndtes i 1792 efter tegninger i nyklassicistisk stil af James Hoban, og i 1800 kunne præsident John Adams flytte ind.

Bygningen brændte under Den Amerikansk-engelske Krig i 1814, men blev genopbygget og i de følgende år udbygget; sidste store restaurering fandt sted 1948-52. Først under præsident John F. Kennedy og på foranledning af Jacqueline Kennedy begyndte huset at antage sin nuværende karakter af statsbolig; med historiske klenodier, antikviteter og fornemme malerier er det blevet en ramme om beslutningsmagt og officielt familieliv, velegnet til moderne mediedækning.

Dele af Det Hvide Hus har været åbent for offentligheden, men efter terroristangrebet på New York og Pentagon den 11. september 2001 er det kun muligt at besøge huset ved at ansøge hos sit lokale kongresmedlem eller som udlænding via sin ambassade i Washington, D.C.

Det Hvide Hus’ hjemmeside

Kilde: Thorsen, Niels: Det Hvide Hus i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. juni 2020 fra https://denstoredanske.lex.dk/Det_Hvide_Hus

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu