ANNONCE

Kendt læge død

28. juli 2020 16:08 | Af: Ritzau Fokus

Igennem flere år svarede Erik Münster på sundhedsmæssige spørgsmål fra danskerne. Mandag sov han stille ind.

Kendt læge død
Den tidligere brevkasselæge Erik Münster er død i en alder af 90 år. Han sov stille ind mandag i denne uge. Foto: Karl Nord/Ritzau Scanpix/ Arkiv

Den tidligere brevkasselæge Erik Münster er død i en alder af 90 år.

Han sov stille ind mandag i denne uge. Det oplyser familien i en mail.

Erik Münster er nok mest kendt for at være skribenten bag flere bøger og lægebrevkasser i en række danske og nordiske aviser og ugeblade.

I brevkasserne brugte han sin baggrund som læge med speciale i øre-, hals- og næsesygdomme til at besvare danskeres sundhedsmæssige spørgsmål.

Gennem sit virke som brevkasselæge blev Erik Münster på mange måder alle danskeres familielæge.

Danskerne kunne opleve at få oplysende, men samtidig humoristiske, svar på deres sundhedsmæssige spørgsmål.

Svarene blev også skrevet i et sprog uden alt for mange latinske betegnelser, så det kunne forstås af hvem som helst.

– Folk turde at skrive til Erik Münster, når de ikke turde gå til egen læge.

– Han brugte sin viden som læge til at skrive, så folk kunne forstå det.

– Han havde en god sans for, hvad man skulle skrive om, så det var både interessant og aktuelt, skriver familien i mailen.

Gennem sine skriverier fik Erik Münster også introduceret danskerne til større frisind omkring seksualitet.

Han understøttede blandt andet homoseksuelles ret til at leve, som de ønskede, og han konstaterede tidligt i sit forfatterskab, at homoseksualitet ikke var en sygdom og skulle italesættes som enhver anden form for seksualitet.

Blandt sine bedrifter nåede Erik Münster at få sin egen fanklub i Norge, der kaldes “Doktor Münsters medisinske samfunn, avdeling Bergen”.

Erik Münster efterlader sig Elly, der har været hans hustru gennem 58 år, samt børnene Henrik og Charlotte og fem børnebørn.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu