Mand dræbt: Forulykkede i rundkørsel

8. september 2019 12:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En nordjysk mand er søndag formiddag død i en voldsom trafikulykke.

Del:

En 68-årig motorcyklist er søndag formiddag voldsomt forulykket i en rundkørsel. Han blev dræbt på stedet, oplyser Nordjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Klokken 10.04 ringer en bilist, der kører ind i rundkørslen ved Terndrupvej og Astrupvej nordvest for Hadsund, til alarmcentralen og anmelder, at der ligger en person, der er forulykket.

Anmelderen forsøger førstehjælp, men da politi og lægefagligt personale ankommer, bliver den mandlige motorcyklist erklæret for død på stedet, siger vagtchef Mogens Hougesen søndag middag.

Forinden er manden på motorcyklen kørt ad Terndrupvej ind mod Hadsund, men af en endnu ukendt årsag påkører han et helleanlæg og siden et vejskilt. Han bliver ifølge Newsbreak.dks oplysninger slynget af motorcyklen med voldsom kraft og dør på stedet.

– En bilinspektør går derude lige nu og er ved at undersøge, hvad der er sket. Der kan være flere årsager til, at han forulykker, så jeg kan ikke sige noget for nu, fastslår Hougesen klokken 12.

De pårørende til den dræbte er underrettet om ulykken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu