En fløjet på hospital efter trafikulykke

20. august 2019 18:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Bilister i området skal følge anvisningerne og generelt udvise forsigtighed.

Del:

Opdatering 19.40:

Roskildevej blev tirsdag aften spærret hele for trafik i begge retninger mellem Egemose og frakørslen mod Vigersted. Hos politiet håber man, at vejen bliver genåbnet ved 20.00-tiden, men vejen er spærret, for at en bilinspektør kan få arbejdsro.

Bilinspektøren blev tilkaldt efter et trafikuheld tidligere på aftenen. Roskildevej er, i den del af landet, tresporet, med to spor i sydgående retning og et enkelt spor i nordgående retning.

Det burde i teorien give plads til gnidningsfri overhalinger i sydgående retning, men alligevel skete der tirsdag et trafikuheld, hvor to biler, kørende i henholdsvis nord- og sydgående retning, ramte hinanden.

– Den ene bil endte i grøften, og føreren af den blev fastklemt, siger Sonny Bonde, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Føreren af den omtalte bil var på vej i nordgående retning, og det er politiets teori, at føreren af den anden bil foretog en overhaling, da de to biler ramte hinanden.

– Vi ved ikke nøjagtigt, hvordan og hvorledes, det er sket, siger Sonny Bonde til Newsbreak.dk.

Klippet ud af bilen

Man kan, og vil, hos politiet ikke tale om skyldsspørgsmål, og der er da også tilkaldt en bilinspektør, så man hos politiet kan få det fulde overblik over sagen.

Den eneste, der kom noget til i forbindelse med ulykken, var føreren af den bil, der landede i grøften.

– Han blev klippet fri og fløjet med helikopter til Rigshospitalet, siger Sonny Bonde til Newsbreak.dk.

Det seneste nye, man ved om mandenns tilstand er, at den er stabil.

Kører man i området, mens vejen stadig er spærret, er der etableret omkørsel, man kan benytte sig af. Der skulle være anvisninger i retning af omkørslen i området.

Original artikel:

Roskildevej er tirsdag aften fuldstændig spærret for trafik i begge retninger mellem Egemose og frakørslen mod Vigersted. Det oplyser Vejdirektoratet.

Vejen er spærret som følge af et trafikuheld, og som man kan se på billederne til denne artikel, er mindst to biler involveret. Den ene af de to biler ligger på taget, og i nærheden af stedet er der landet en helikopter.

Bilister i området skal følge de anvisninger, der er for omkørsel, og udvise tålmodighed, hvis de ender i kø.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi. Vi følger sagen …

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu