ANNONCE

Bragede ind i restaurant: Sigtes for drabsforsøg

18. juli 2020 10:28 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Fredag aften kørte en bil ind i en restaurant i Aarhus og ramte en 31-årig mand. Føreren kræves fængslet.

Bragede ind i restaurant: Sigtes for drabsforsøg
En bil kørte ind i en restaurant i Brabrand ved Aarhus. Foto. Øxenholt Foto.

Det var tilsyneladende en bevidst påkørsel af en 31-årig mand, der fredag aften førte til, at en bil kørte ind i en restaurant på Inger Christensens Gade i Aarhus Vest fredag aften.

I hvert fald har politiet sigtet den 24-årige fører af bilen for drabsforsøg, oplyser vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen fra Østjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om episoden klokken 20.55. En bil var kørt ind i restauranten og havde ramt en 31-årig mand, der opholdt sig udenfor. Han kom dog ikke alvorligt til skade.

– Efterfølgende opstod der noget tumult, hvor yderligere et par stykker kom lettere til skade, fortæller vicepolitiinspektøren.

Motivet til den muligt bevidste påkørsel kan politiet ikke sige noget om.

– Vi er tidligt i efterforskningen, så vi holder alle muligheder åbne, siger Martin Frank Rasmussen.

Føreren af bilen bliver lørdag klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Anklageren vil bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden, så politiet kan lørdag formiddag ikke sige mere om sagen.

Herunder kan du se flere billeder fra stedet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu