ANNONCE

Mette F.: Sådan bliver julen

7. december 2020 12:12 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Hvis man vil synge juleaften, bør man holde to meters afstand eller gå udenfor, anbefaler Sundhedsstyrelsen.

Mette F.: Sådan bliver julen
Mette Frederiksen har afsløret, hvordan restriktionerne juleaften bliver. Foto: Scanpix.

På et pressemøde mandag har statsminister Mette Frederiksen (S) løftet en del af sløret for, hvordan julen i Danmark bliver i år.

– Vi er i et rigtigt alvorligt sted. Smitten er for høj, og udviklingen er for bekymrende. Vi skal sætte ind, så vi får kontrol med smitten og dermed med pandemien.

– Vi skal sætte ind, fordi vi er tæt på julen, som har kæmpestor betydning for os danskere. I år er julen endnu vigtigere, end den plejer at være, siger Mette Frederiksen.

I julen bør man kun se den allernærmeste familie. Og man bør ikke holde jul med mere end 10 personer, uddyber statsministeren.

– Vi kan snart lægge 2020 bag os. Vaccinen er på vej og forhåbentlig bliver det 2021, at vi kan lægge restriktionerne bag os. Men vi står over for nogle hårde måneder i januar og februar, siger Mette Frederiksen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke samles flere end ti juleaften og holder to meters afstand, hvis man skal synge.

– Det er vigtigt, at vi også i juletiden holder fast i at undgå smitte, Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

– Det kan godt være svært, fordi det er en tid, hvor vi har mange traditioner, som kan være svære at ændre på. Men jeg håber, at man vil lade sig inspirere af de her anbefalinger, så vi kan passe bedst muligt på hinanden.

Forsamlingsforbuddet på ti personer og andre af de nuværende coronarestriktioner forlænges til og med 28. februar, oplyser Mette Frederiksen desuden på pressemødet.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu