ANNONCE

Mølbak: Derfor dør færre

18. september 2020 15:28 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Smittetallet er højt. Dødstallet er lavt.

Mølbak: Derfor dør færre
Kåre Mølbak understreger, at sygdommen ikke er blevet mindre farlig. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix)

Antallet af nye corona-tilfælde i Danmark er galoperende højt og stiger i et niveau, der ikke er set siden starten af april måned.

Alene det senest opgjorte døgn er der registreret 454 positive coronatests i Danmark.

Alligevel ser man langt færre dødsfald med coronavirus end da epidemien bragede løs i april og det daglige dødstal jævnligt var tocifret.

Ifølge faglig direktør hos Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, skyldes det især det smittebillede, man for tiden ser i Danmark:

– Det skyldes primært, at dem der, der smittes er yngre. Samtidig ser vi også, at mange af de, der testes positive, enten har meget milde eller slet ingen symptomer, siger Mølbak på fredagens pressemøde.

I alt er 635 danskere døde med coronavirus. Det svarer til 2,9 procent af de, der har været konstateret smittet med coronavirus i Danmark.

Det reelle tal er formentlig lavere, da mange med stor sandsynlighed har været smittet med coronavirus uden at have været testet positive. Særligt i foråret, da den danske testkapacitet ikke tillod, at alle blev testet.

Yngre dør – næsten – ikke

Kigger man dybt ned i Statens Serum Instituts tal for coronavirus i Danmark kan man se, at én enkelt person under 50 år er død med coronavirus i Danmark. Det var en mand i alderen 30-39.

Det på trods af, at danskere i alderen 0-49 år står for langt over halvdelen af de danske smittetilfælde.

Blandt danskere, der er over 90 år gamle, er billedet et helt andet.

Her er næsten halvdelen, 131, af de 287, der er blevet konstateret smittet, siden døde med coronavirus.

Fakta

Nye restriktioner gælder fra lørdag 19. september

* Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.

* Der indføres krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant indføres i hele landet. Og det gælder både gæster og ansatte.

* Fester i private hjem bør også lukke klokken 22, men det er en anbefaling og ikke et lovfæstet krav.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, i det omfang det er “muligt og hensigtsmæssigt”.

* Der indføres skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.

* Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i hele landet. Arrangementer, hvor man sidder ned, vil det dog fortsat være tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer.

* Myndighederne opfordrer borgere til at rejse med offentlig transport uden for myldretiden.

* Derudover opfordres borgerne til generelt at begrænse deres sociale samvær.

* Restriktioner og anbefalinger gælder fra lørdag 19. september og indtil videre frem til 4. oktober. De er senere forlænget frem til 31. oktober.

Kilde: Regeringen.

Restriktionerne har et særligt fokus på at situationer, der kan udvikle sig til superspredningsbegivenheder, lyder det samstemmende fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak på pressemødet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu