ANNONCE

Politi efterlyste Christina

17. maj 2020 20:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Politiet oplyser, at den 26-årige er fundet død.

Opdateret artikel den 20. maj 2020: 

Nordjyllands Politi oplyser, at den efterlyste er blevet fundet død. Undersøgelser viser, at der ikke er tale om en kriminel handling.

Original artikel:

Nordjyllands Politi efterlyser nu i offentligheden en 26-årig kvinde, der forsvandt i går, lørdag 16. maj.

Der er tale om 26-årige Christina Iversen, der har adresse i Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiets efterforskningsskridt i sagen har vist, at den unge kvinde lørdag tog bussen til Lundby Krat ved Gistrup med ankomst klokken 11.58.

Siden har hendes telefon været slukket, og familien har ikke kunnet få kontakt med hende.

– Familien er meget bekymrede, og de vurderer, at hun ikke kan klare sig selv, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, politikommissær Per Jørgensen.

Med patrulje og hunde

Nordjyllands Politi har søndag søgt i området omkring Gistrup efter den savnede kvinde med patruljer, herunder hundepatrulje. Indtil videre uden held. Og derfor efterlyser politiet nu kvinden i offentligheden med et foto.

Hun beskrives som: 26 år, 164 cm høj, langt brunt hår og almindelig af bygning, formentlig iført lilla camouflagebukser. Det er uvist hvilket overtøj, hun måtte have på, men hun har medbragt en grå vandretaske, sovepose og liggeunderlag.

Hvis man har set Christina Iversen eller har andre oplysninger om, hvor hun måtte befinde sig, så skal man straks ringe til politiet på telefonnummer 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu