Politi frigiver video af flugtbilist

9. oktober 2019 13:51 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Midt- og Vestjyllands Politi frigiver nu en overvågningsvideo, der viser den formodede flugtbilist fra dødsulykken ved Flyvestation Karup.

En 22-årig fodgænger blev mandag aften påkørt og dræbt på Herningvej ud for indkørslen til Flyvestation Karup. Den 22-årige var værnepligtig på flyvestationen.

Efter påkørslen flygtede bilisten fra stedet i nordlig retning mod Viborg.

Herunder kan du se video fra stedet. Se mere hos LocalEyes.dk. Artiklen fortsætter under videoen.

Onsdag middag er bilisten stadig ikke fundet, og det får nu Midt- og Vestjyllands Politi til at offentliggøre video af flugtbilisten.

Videoen er optaget ud for Gedhusvagten lidt syd for ulykkesstedet.

Den første bil er en hvid varebil, som politiet tidligere har efterlyst føreren af som vidne. Kort derefter passerer den lyse personbil. Det er denne, politiet er interesseret i at få identificeret inklusiv føreren. Den formodes at have skader på fronten og eventuelt en knust rude, oplyser politiet.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar til efterlysningen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Christian Toftemark, efterforskningsleder hos lokalpolitiet, fortæller Ritzau, at politiet har modtaget flere tips i sagen allerede.

– Men vi mangler stadig det rigtige tip, siger efterforskningslederen.

I løbet af onsdag har efterforskere været rundt i området i håb om at finde overvågningsvideoer eller billeder, der kan lede dem på sporet af bilen.

– Vi ser efter alle steder, hvor vi tror, vi kan finde et kamera, siger Christian Toftemark.

Derudover arbejder efterforskerne fortsat med at undersøge området ved indgangen til flyvestationen og offerets tøj for spor.

Stod ikke til at redde

Newsbreak.dk har flere gange tidligere omtalt sagen.

Hurtigt stod det klart, at den unge mand ville omkomme:

– Det er Forsvarets personale fra flyvestationen, der er først på stedet. Men trods forsøg på genoplivning er den unge mand ikke til at redde, sagde Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, tidligere til Newsbreak.dk.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu