Politi finder mand tre år efter hans død

19. november 2019 13:25 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Radioen kørte stadigvæk i en lejlighed i Stockholm, hvor en mand døde for over tre år siden.

Politi finder mand tre år efter hans død
Radioen stod stadig tændt efter tre år. Foto: Scanpix

Svensk politi har i en lejlighed i Sveriges hovedstad, Stockholm, fundet en mand, der menes at have været død i omkring tre år.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det skriver Viktor Adolphson fra politiet i Södermalm i Stockholm på Twitter.

– I går (mandag, red.) fandt en politipatrulje en mand i en lejlighed. At dømme ud fra post og aviser har han været død i over tre år, skriver han.

– En nabo gav besked om, at han ikke var blevet set længe, lyder det.

Køleskabet afslører døden

Han tilføjer til det svenske medie SVT, at maden i køleskabet og mandens kalender tyder på, at han har været død i omkring tre år.

Han siger desuden, at manden tidligere har været gennem sygdomsforløb.

– Personen er formentlig død hurtigt. Radioen var stadig tændt. Den har stået tændt i tre år, siger Viktor Adolphson til SVT.

Det er usædvanligt, at der går så lang tid, før døde personer bliver fundet.

– Men det sker. Oftest så bliver den døde fundet tidligere, når personen ikke dukker op til et møde eller er savnet af pårørende, siger Viktor Adolphson.

Politiet mistænker ikke, at der er sket en forbrydelse.

– Vi vurderer, at der er tale om et naturligt dødsfald. Nu går vi gennem lejligheden, og vi leder efter pårørende. Der skal også foretages en retsmedicinsk undersøgelse, siger Viktor Adolphson til SVT.

Det fremgår ikke af politiets oplysninger, hvor gammel manden var, eller hvilken nationalitet han havde.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu