Mulig eksplosion: Politiet spærrer vej

14. oktober 2019 04:14 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Københavns Politi efterforsker en sprængning på Amager. Bombeeksperter er tilkaldt, oplyser politiet.

Københavns Politi er i gang med at efterforske en mulig sprængning på Amager.

Det skriver politiet kort før klokken 03.30 mandag på Twitter.

– Vi efterforsker pt en mulig sprængning på Amagerbrogade 210. Amagerbrogade er spærret i begge retninger mellem Fussingsvej og Amsterdamvej. Ikke yderligere info pt.

Herunder kan du se video fra stedet. Artiklen fortsætter under videoen.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer uddyber, at den mulige sprængning skal være sket tæt på en vandpibecafé.

Et ammunitionsrydningshold (EOD) er ankommet til stedet for at forsøge at fastslå, hvad der er sprængt, oplyser vagtchefen klokken 04.30.

Politiet fik anmeldelsen klokken 02.46.

Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om tilskadekomne, oplyser Henrik Stormer.

Politiet ønsker ikke at kommentere yderligere på nuværende tidspunkt.

Siden februar har der været 13 eksplosioner i og omkring København, og flere af dem har ifølge politiet en relation til bandemiljøet.

Sidste uge meldte regeringen ud, at den vil indføre en såkaldt sikkerhedspakke blandt andet som følge af rækken af eksplosioner.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra stedet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu