ANNONCE

Politistation ramt af voldsom eksplosion

10. august 2019 06:23 | Af: Ritzau Fokus

Der er meldinger om et højlydt brag og mulig skade på facade ved en lokalpolitistation på Nørrebro lørdag nat.

En eksplosion har ramt en nærpolitistation på Nørrebro i København natten til lørdag.

Det skriver Københavns Politi på Twitter omkring klokken 04.30.

– Der er heldigvis ingen tilskadekomne, bekræfter vagtchef Henrik Brix godt en time senere til Ritzau.

– Vi er i gang med undersøgelserne, og vi opretholder en afspærring af området, tilføjer han.

Anmeldelse om brag

Tidligere på natten fortalte Brian Eriksson, der er vagthavende ved Hovedstadens Beredskab, at politi og beredskab var blevet kaldt ud til en mulig eksplosion i Hermodsgade.

– Vi har modtaget en anmeldelse om et højlydt brag fra området omkring Hermodsgade 3, og vi er på stedet, sagde han.

Han fortalte endvidere, at der var meldinger om, at facaden på bygningen skulle være beskadiget.

Det er Københavns Politis lokalstation Nordøst, der ligger i Hermodsgade 3.

Vanvittigt

Et øjenvidne har på Twitter lagt billeder op, der tilsyneladende viser knuste ruder og store skader på indgangspartiet til politistationen og en tilstødende bygning.

I opslaget skriver øjenvidnet, at der er tale om en “bombe”, men dette er ikke bekræftet.

34-årige Mikael Panduro, der natten til lørdag var på vagt som dørmand på en natklub i Sigurdsgade nær politistationen, beretter om massiv polititilstedeværelse efter eksplosionen, som han beskriver som “voldsom”.

– Der lød et helt vanvittigt højt brag, og det hele rystede. Der går ikke meget mere end et par minutter, så er politiet til stede og spærrer det hele af, siger han til Ritzau.

– Folk, der var på gaden, søgte over mod klubben. Det var voldsomt, og folk blev bange.

På sociale medier beskriver flere, hvordan de er blevet vækket af det højlydte brag – flere af brugerne skriver, at de er bosiddende flere kilometer fra Hermodsgade.

Afspærret område

Københavns Politi fortæller til TV2, at man har afspærret et område på Nørrebro, mens sagen undersøges nærmere.

Hverken politiet eller beredskabet har på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer.

Tirsdag aften ramte en eksplosion Skattestyrelsens kontorer på Østbanegade i Københavns nordhavn.

Politiet har endnu ikke opklaret, hvem der stod bag, men politiet har oplyst, at der blev brugt militært sprængstof ved eksplosionen.

Det er uvist, om politiet har mistanke om en mulig sammenhæng mellem de to eksplosioner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu