ANNONCE

Ny hastelov vedtaget: Det betyder det for dig

1. april 2020 04:21 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Selv om en ny hastelov er vedtaget, er det ikke sikkert, at det nuværende forsamlingsforbud bliver skærpet.

Fremover får regeringen mulighed for at forbyde forsamlinger på mere end to personer, hvis det bliver nødvendigt under udbruddet af coronavirus.

Det har Folketinget vedtaget med et bredt flertal sent tirsdag aften, da der blev stemt om en ændring af epidemiloven.

(Artiklen fortsætter under videoen)

96 stemte for, mens ingen stemte imod.

Selv om hasteloven nu er vedtaget, er det ikke ensbetydende med, at det nuværende forsamlingsforbud bliver skærpet med det samme.

Lovændringen vil derimod give regeringen mulighed for hurtigt at kunne stramme reglerne på et senere tidspunkt, hvis det findes nødvendigt på grund af coronakrisen

Indtil nu har regeringen forbudt, at flere end ti personer er samlet ved et offentligt arrangement.

Kan åbne om et par uger

Mandag beredte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at Danmark gradvist kan blive åbnet op om et par uger, når påsken er overstået.

Det kræver dog, at befolkningen fortsat agerer fornuftigt og blandt andet lader være med at samles i for store forsamlinger, da det kan øge smittefaren.

Der er ikke sundhedsfagligt belæg for at skærpe forsamlingsforbuddet, der er blevet indført for at dæmme op for coronasmitte.

Det har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) erkendt i et svar til Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

I svaret står der, at regeringen er “bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt element i lovforslaget foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige evidens”.

I en række folketingssvar har ministeren desuden ikke udelukket det scenarie, at eksempelvis bedsteforældre og stedbørn kan blive omfattet af forsamlingsforbuddet, hvis regeringen vælger at skærpe det.

Det vil kunne forhindre bedsteforældre i at være sammen med deres børnebørn.

Forbuddet vil ikke gælde nærmeste pårørende. Det omfattede ifølge regeringens udkast til loven ægtefæller, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende.

I galleriet ovenfor kan du se flere af regeringens tiltag mod coronavirus.

Fakta

Så længe overlever covid-19 på overflader

– Der er begrænset viden om, præcis hvor længe covid-19 kan overleve på overflader.

– WHO og Sundhedsstyrelsen vurderer, at coronavirus kan overleve mellem et par timer og op til tre døgn på en overflade udenfor kroppen.

– Et nyt amerikansk studie har konkret kigget nærmere på covid-19. Undersøgelsen er endnu ikke endeligt valideret, men her lyder konklusionen, at covid-19 kan overleve 24 timer på eksempelvis pap.

– På overflader af plastik og rustfri stål kunne covid-19 derimod overleve op mod tre døgn.

– Ud fra et forsigtighedsprincip skal der altså gå mere end tre døgn, før eventuelle vira er døde.

Kilder: WHO, University of California, Sundhedsstyrelsen, Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu