ANNONCE

Stor fabrik i brand: Undgå røgfanen

12. december 2019 06:21 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Natten til torsdag brød en stor fabrik i Allerød i brand. Politiet advarer mod røgfanen i forbindelse med branden.

Natten til torsdag er en stor fabrik brudt i brand på Engholm Parkvej i Allerød.

Torsdag morgen arbejdes der fortsat på at slukke branden, oplyser Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter efter videoen

I forbindelse med branden bevæger en røgfane sig mod nord, derfor advarer politiet beboere i området.

Bygning brænder fortsat

– Flere brandvæsener er til stede derude sammen med beredskabsstyrelsen, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch til Newsbreak.dk.

– Vi har hjemmeværnet derude til afspærring, tilføjer han.

Fra rundkørslen ved Kollerødvej og ned til rundkørslen ved Skytte Alle er Engholm Parkvej spærret.

Ingen tidshorisont

Fabriksbranden er ikke sådan lige at få slukket, og der arbejdes fortsat på slukningsarbejdet torsdag morgen.

– Vi arbejder fortsat på slukningen, siger vagtchefen, der ikke tør at spå om, hvad tidshorisonten for slukningsarbejdet er.

På Twitter skriver Nordsjællands Politi, at slukningsarbejdet fortsætter det meste af torsdagen.

Advarer mod røgfanen

Der er en del gener for borgere i området omkring branden.

– Seneste nyt er, at en røgfane fra branden driver mod nord ind over Rønneholtparken, der ligger nord for Kollerødvej. Her skal beboere lukke døre og vinduer, siger vagtchefen.

Desuden anbefaler politiet på Twitter også at lukke ventilationsanlæg.

Mens beboere også opfordres til at holde sig væk fra røgfanen. Tidligere har Nordsjællands Politi oplyst, at røgen ikke er giftig.

Dele af fabrikken kollapset

På Twitter oplyste Nordsjællands Politi natten til torsdag, at branden var brudt ud.

Desuden var udsigterne på daværende tidspunkt også, at slukningsarbejdet kunne tage tid.

Torsdag morgen oplyser politiet, at fabrikken er delvis nedbrændt i den nordlige ende, hvor gavl og tag er kollapset.

Ingen personer er kommet til skade ved branden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu