ANNONCE

Nye danske corona-tal: -Det er bekymrende

20. juli 2020 14:28 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er ikke konstateret yderligere dødsfald blandt personer smittet med coronavirus, oplyser seruminstituttet.

Siden fredag er der ikke konstateret yderligere dødsfald i Danmark blandt personer smittet med coronavirus.

Samtidig er antallet af indlagte coronapatienter faldet med to til 18.

Det viser en opgørelse på Statens Serum Instituts hjemmeside mandag eftermiddag.

Siden fredag er yderligere 17.619 personer blevet testet for virusset, så nu i alt 1.019.131 personer er blevet testet herhjemme.

Der er siden fredag blevet konstateret 89 nye tilfælde af coronasmitte. Det bringer det samlede antal af bekræftede smittetilfælde op på 13.262.

Antallet af nye coronasmittede i Danmark bekymrer Lungeforeningens formand, Torben Mogensen.

– På den ene side bliver antallet af personer indlagt på sygehusene mindre og mindre. Der er færre på intensiv og i respiratorbehandling. Det er jo rigtig positivt.

– Men jeg lægger også mærke til, at antallet af nytestede positive siden i fredags er over 80. Det synes jeg godt nok er mange. Det er bekymrende, siger han.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu