ANNONCE

Nye corona-smittetal

7. oktober 2020 14:26 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Ritzau Info

For femte dag i træk er der opdaget under 400 nye smittetilfælde i Danmark. Antallet af indlagte er faldet.

Onsdag bliver de seneste smittetal præsenteret på et pressemøde, som Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke har indkaldt til.

Siden tirsdag er der registeret 331 nye tilfælde med coronasmitte i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut.

Dermed er det femte dag i træk, at der er registreret under 500 nye tilfælde af coronasmitte herhjemme. Senest der blev meldt om mere end 500 nye tilfælde, var 2. oktober, hvor seruminstituttet havde konstateret 536 nye tilfælde.

Udviklingen skal ses i lyset af, at der i oktober har været knap så travlt i det offentlige med at coronateste, som det har været tilfældet de foregående uger.

Onsdagens smittetal baserer sig på 42.279 prøver. Til sammenligning var der i sidste halvdel af september i gennemsnit 50.000 test om dagen.

Smittetallene fra Statens Serum Institut omfatter kun test taget i det offentlige og ikke tal fra private klinikker.

Antallet af positive test i det private vurderes dog at være relativt lavt.

Fra mandag til tirsdag blev der opdaget det laveste antal i næsten en måned.

Samtidig med at antallet af smittetilfælde er lavere i forhold til tidligere, så er antallet af indlagte coronapatienter også faldet.

Onsdag er 116 personer indlagt med coronavirus. Det er otte færre i forhold til tirsdag.

De 15 er på intensiv afdeling, og 14 af dem er på respirator.

Der er ikke registeret dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

På pressemødet, hvor smittetallene blev præsenteret, kom det også frem, at kontakttallet i Danmark nu er på 0,8, og derfor betragtes det som om, at kurven er knækket.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu