ANNONCE

DMI: Vild vejrudvikling

3. august 2020 06:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vejret den 3. august 2020 og ugen frem byder på lidt af hvert, men mest for de solglade. Faktisk bliver det ekstremt varmt.

DMI: Vild vejrudvikling
Årets første varmebølge ramte i juni, nu kommer endnu en - netop som sommerferien nærmer sig sin afslutning. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2020)

Det står nærmest mejslet i stenene i den lokale skolegård. Når sommerferien nærmer sig sin afslutning, så begynder det for alvor at blive varmt. 2020 nyder ingen undtagelse, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

Skolernes sommerferie er som standard slut, når den 7. august bliver til den 8., og dagene fremtil vil altså være præget af en hidsig varme, siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til Newsbreak.dk.

– Vi slutter af med et brag af en sommer, siger hun.

Skiftedag

Begyndelsen af ugen er som de fleste sommeruger har været. Noget sol, en del skyer og nogle byger. Ikke noget, der decideret gør det store væsen af sig, men nok til at udeliv er muligt og absolut tåleligt. Er du typen, der i stedet sætter pris på en solid varmebølge, så er der godt nyt senere.

– De første par dage er til dem, der er bedst til moderate temperaturer og mere klassisk dansk sommervejr. Der er både plads til sol og skyer, siger Wagner.

Ifølge DMI er det kølig og instabil luft, der de kommende dage strømmer over Danmark fra vest. Det betyder, at temperaturerne formentlig højst når 21 grader mandag. Så er til gengæld lagt op til en skiftedag onsdag, og DMI lover, den kommer til at sparke røv.

Måske hedebølger

Tidligt onsdag passerer en varmfront fra sydvest, og det medfører skyer og regn, men så snart passagen er overstået, vil det nærmest vælte ind over os med varm og tør luft fra de sydligere himmelstrøg.

– Onsdag er skiftedagen, og så bliver der noget for de, der synes, det generelt har været for koldt denne sommer, siger meteorologen.

Når fronten er passeret, og vi overvældes af varm luft, vil det allerede torsdag ikke være utænkeligt, at vi når knap 30 grader. I øjeblikket vurderer DMI, at det både torsdag og fredag kan blive helt op til 28 grader – og med onsdagens op til 24 har vi nået det, der kaldes en varmebølge.

– Jeg vil heller ikke afvise, at der kommer lokale hedebølger, siger hun.

Svinger

Selv om 28 grader lyder svimlende imponerende, så har der andre steder været snak om temperaturer helt op mod de 30 grader, og det kan da også godt ske, vi når derop, siger Wagner. Hun har dog et godt argument for, hvorfor det ikke umiddelbart er virkeligt.

– Prognoserne, målingerne i højden, svinger med hele 7,5 grader, så jeg vil hellere være lidt for konservativ end for optimistisk, siger hun.

Til og med fredag er udsigterne dog mere eller mindre sikre, så det er først weekendvejret, der er usikkerhed om. Nu må vi så se. Velkommen tilbage på arbejde.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu