ANNONCE

Vild udrykning flere gange

22. september 2020 04:25 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En mand er blevet bragt til Rigshospitalet efter et skyderi. Kort tid efter blev der skudt mod en lejlighed.

En mand er mandag aften blevet ramt af flere skud på Belfastvej på Amager.

Det oplyser Københavns Politi, der fik anmeldelsen om skyderiet klokken 21.25.

– Han er blevet ramt af flere skud og er kørt til Rigshospitalets Traumecenter, fortalte politiets vagtchef Henrik Brix umiddelbart efter skyderiet.

Vagtchefen kunne kort efter klokken 22.00 ikke sige noget om offerets tilstand.

Heller ikke de nærmere omstændigheder omkring skyderiet kunne han sige noget om.

– Vi har endnu ikke kunnet tale med den forurettede, og der var ingen andre på stedet, da vi kom frem, lød det fra Henrik Brix.

Politiets indledende undersøgelser tyder på, at skyderiet har fundet sted på gaden, og at der altså ikke er skudt fra en bil.

Endnu et skyderi

Kort tid efter skyderiet på Amager blev der klokken 22.36 anmeldt et skyderi mod en lejlighed i Valby.

– Der var tre personer til stede i lejligheden, men ingen blev ramt, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer omkring klokken et natten til tirsdag.

Heller ikke i denne sag er der nogen anholdte.

– Det arbejder vi på, siger vagtchefen.

Ifølge Henrik Stormer er der intet, der tyder på, at de to skudepisoder har noget med hinanden at gøre.

Heller ikke han ønsker natten til tirsdag at oplyse noget om tilstanden på skudofferet fra Amager.

Ifølge Ekstra Bladet skulle der være blevet fundet patronhylstre nær en bænk ved en legeplads på stedet.

I galleriet ovenfor artiklen kan du se billeder fra aktionen i Valby.

Herunder kan du se billeder fra politiets udrykning på Amager.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu