ANNONCE

Voldsom brand har gjort stor skade

15. april 2020 20:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

En brand i Industriparken udviklede en kraftig og farlig røg, men nu må man igen gå ud.

I mere end fire timer måtte beboere i dele af Ringsted onsdag eftermiddag og aften holde sig inden døre, fordi en brand udviklede voldsom røg.

Branden ramte en bygning, der huser Jysk og Aqua Danmark på Industriparken 4 i byen.

Branden udviklede en kraftig røg, der var farlig ved indånding. Det fik politiet til at give beboerne i området mellem Haslevvej, Bragesvej og Thorsvej besked på at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

Men kort før klokken 20 oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en beredskabsmeddelelse, at røgen er så svag, at man igen må gå ud.

Hvis man har indåndet noget af røgen og bliver dårlig skal man kontakte lægevagten eller skadestuen.

Voldsom skade

Branden har gjort voldsom skade på bygningen.

– Den del med Aqua Danmark er totalskadet, og en del af taget er styrtet sammen. Delen med Jysk har også fået voldsomme skader, siger politiets vagtchef Boye Rasmussen.

Branden er først på aftenen ikke slukket, og ifølge vagtchefen vil der formentlig være brandfolk hele natten.

– Desuden vil der være private vagter, og området bliver hegnet ind, fortæller han.

Politiets teknikere skal i de kommende dage undersøge brandstedet for at finde årsagen. Politiet har ingen mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu