ANNONCE

NFL-hold skifter navn efter pres udefra

13. juli 2020 15:32 | Af: Ritzau Fokus

Washingtons NFL-hold dropper tilnavnet Redskins og dets logo efter pres fra sponsorer.

NFL-hold skifter navn efter pres udefra
Dan Snyder, der ejer klubben, har annonceret, at man nu vil finde på et nyt navn og et nyt logo. Foto: Scanpix/Patrick McDermott

Siden 1937 har NFL-holdet Washington Redskins haft det samme navn.

Men nu er det fortid. Efter massivt pres fra sponsorer har holdet valgt at fjerne tilnavnet Redskins og dets logo.

Det oplyser klubben i en udtalelse.

Det fremgår ikke, hvad klubben fremover skal hedde, men den bliver i den amerikanske hovedstad.

Holdejer Dan Snyder og cheftræner Ron Rivera vil nu arbejde sammen om at finde et nyt navn og logo, lyder det.

Pres

Redskins, eller “rødhuder” på dansk, anses af de fleste amerikanere som en nedladende betegnelse for Amerikas oprindelige befolkning.

Beslutningen er truffet, efter at klubben tidligere på måneden annoncerede, at man ville overveje, hvad der skulle ske med klubbens navn.

Det skete, efter drabet på George Floyd, hvilket førte til opstandelse og demonstrationer mod racisme i både USA og resten af verden. Den 2. juli opfordrede fragtfirmaet FedEx, der er en af klubbens hovedsponsorer, til, at man droppede både det nuværende navn og logo til fordel for noget andet. Nike er en anden sponsor, der har opfordret til det samme, og presset fra sponsorerne har nu båret frugt.

Washington Post skriver, at navneforandringen kommer til at byde på udfordringer for klubben, der spiller første NFL-kamp den 13. september. Til den tid skal man stå klar med nye uniformer, hjelme såvel som skilte og anden pryd, der har proklameret holdets navn på både træningsfaciliteter og det stadion, klubben spiller hjemmekampe på, og som om det ikke var nok, så skal hjemmebanen også til at have ny adresse.

Den nuværende hedder 21300 Redskins Park Drive, men mon ikke det også bliver ændret med tiden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu