ANNONCE

Åbner venteliste til overskudsvaccine for alle

27. april 2021 16:23 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Alle i hovedstaden kan nu dagligt skrive sig på en liste, hvis de ønsker at få en corona-overskudsvaccine

Åbner venteliste til overskudsvaccine for alle
Fremover skal alle borgere i Region Hovedstaden kunne tilmelde sig overskudsvacciner. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Alle, der bor i Region Hovedstaden, kan nu dagligt skrive sig på en liste, hvis de ønsker at få en overskudsvaccine sidst på dagen, når alle de fremmødte er blevet vaccineret.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Hidtil har det kun været personer, som har fået en vaccineinvitation, der kunne skrive sig på listen.

Det er de ældste borgere på listen, som vil blive prioriteret først til at få en vaccine.

Ingen grund til spild

Tiltaget skal gøre, at regionen undgår, at vacciner går til spilde. Det fortæller Helene Bliddal Døssing, som er konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

– Vores opgave er at sikre, at ingen vacciner skal gå til spilde. Siden marts har alle med en invitation kunnet skrive sig op, og vi har set, at der nu er færre, der skriver sig på. Derfor åbner vi for, at dem uden invitation også får muligheden, siger hun.

Hun understreger, at regionen aldrig har stået med restvacciner, som måtte smides ud, fordi den manglede nogle at vaccinere.

Skal være der hurtigt

Der er i gennemsnit mellem en og fem vacciner tilovers hver dag fra de store vaccinationscentre i regionen, der kan vaccinere op mod 6000 borgere om dagen.

Derfor er det meget få på listen, der dagligt vil få muligheden for at få en vaccine. Men Helene Bliddal Døssing understreger, at tilbuddet også stiller krav til dem, der ønsker en restvaccine.

Bliver man ringet op, skal man nemlig kunne møde op på et vaccinationssted inden for 30 minutter.

Og så skal man skrive sig på dagligt inden klokken 13.10 for at tilkendegive, om man ønsker at få en overskudsvaccine. Navnene på listen bliver slettet hver dag.

Alle fem regioner har en ordning for distribuering af overskudsvacciner. I Region Syddanmark kan alle borgere over 60 år skrive sig på venteliste, mens det i Region Nordjylland ligesom i Hovedstaden er muligt for alle at skrive sig på.

Svære at få

Newsbreak.dk har tidligere dokumenteret, hvor svære overskudsvaccinerne er at få fat på.

På første dag var der kun 13 borgere, ud af mere end 9000 tilmeldte, der fik en overskudsvaccine i Region Syddanmark. På andendagen for tilbuddet i regionen blev det kun en my bedre: 16 ud af over 8000 tilmeldte fik en overskudsvaccine sidst på dagen.

– Vi er meget taknemmelige for den store interesse, der har været. Når vi indfører de her to kriterier, er det også et udtryk for rimelighed. Vi har haft en masse folk stående på den liste, som reelt ikke har haft en chance for at få en vaccine, fordi så mange inviterede og ældre har været på listen også. Det er ikke rimeligt, hvis de er blevet forledt til at tro, at de har mulighed for en restvaccine, når de reelt ikke har det. Der vil vi hellere, at forventningen matcher virkeligheden, sagde koncerndirektør Kurt Espersen da.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu