ANNONCE

Snyder Luksusfældens eksperter

8. september 2020 10:43 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

27-årige Åke har sit eget firma, men økonomien i virksomheden sejler mildest talt.

Snyder Luksusfældens eksperter
27-årige Åke fortæller ikke de to eksperter fra Luksusfælden sandheden, og det kan blive et stort problem. Foto: NENT Group/ TV 3/ Viaplay

For den 27-årige Åke er drømmen at blive selvstændig landbrugsejer med egen gård og landbrug.

Lige nu forsøger han at tjene til dagen og vejen ved – igennem sit eget firma – at sælge sin arbejdskraft på gårdene i området omkring Nødebo, hvor han bor.

Problemet er bare, at han kun har en kunde – som ønsker at opsige samarbejdet.

Spørgsmålet er om Luksusfældens eksperter Kenneth Hansen og Carsten Linnemann kan få sat skik på den 27-årige.

Kan ikke trænge igennem

Det er ikke Åke selv, der har meldt sig til Luksusfælden.

Det har Mette, Åkes gode veninde, derimod. Årsagen er, at hun ikke kan trænge igennem til ham, men det håber hun, at Luksusfældens eksperter kan.

For de to eksperter viser det sig at være noget af en udfordring.

Åke, der er selvstændig, har nemlig ikke styr på finanserne. Han har hverken betalt skat eller moms af sin indtægt i virksomheden, så nu står han overfor et skattesmæk på 151.000 kroner.

På trods af udsigten til at skulle betale en masse penge, så har Åke for nyligt investeret 67.000 kroner i en hjemmeside, ligesom han har købt maskiner for 100.000 kroner. Der er bare ingen af maskinerne, der virker.

Lyver for eksperterne

Kenneth Hansen og Carsten Linnemann er vant til økonomiske udfordringer.

Det er naturligvis også det, de står over for, når de møder Åke.

Men på et helt andet plan, viser det sig som en nærmest umulig opgave at hjælpe Åke.

Han vælger nemlig ikke at være ærlig over for de to eksperter.

– Du kan godt sige, at jeg har løjet ekspertene op i ansigtet, medgiver Åke i programmet.

Eksperterne mener også, at den 27-årige generelt forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest i stedet for at tage hånd om problemerne.

Erklæres konkurs

Åke bruger sin hjemmeside på at skaffe sig arbejde på de omkringliggende gårde.

Han har bare kun en kunde.

Den kunde er faktisk ikke interesserede i et samarbejde længere, fordi Åke ikke har kunnet finde ud af at stå op om morgenen og møde ind til tiden.

Det betyder, at Åke ikke har nogen indtægt mere.

Sammen med den gæld, der ligger i virksomheden, er fremtiden meget usikker.

Luksusfældens to eksperter forsøger ihærdigt at tale Åke til fornuft, så han erklærer sin virksomhed konkurs, før nogle andre gør det.

Men det er ikke sikkert, at Åke har et ønske om at gå den vej og vælge livet som lønmodtager, som hans veninde Mette råder ham til.

Det kan du se i Luksusfælden tirsdag klokken 20.00 på TV 3 eller på Viaplay.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu