Sådan undgår du åreforkalkning

28. januar 2020 12:52 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Åreforkalkning kan føre slagtilfælde, blodpropper og hjertesvigt med sig. Åreforkalkning rammer både mænd og kvinder, men forværres af usund kost, rygning og manglende motion.

Det er mennesker i den vestlige verden, der er mest udsat for at blive ramt af åreforkalkning. Det estimeres, at omkring 250.000 danskere er syge på en eller anden måde på grund af åreforkalkning ifølge Netdoktor.

Både mænd og kvinder – særligt efter overgangsalderen – er i risiko for at blive ramt af sygdommen. Men er du ryger, har for højt kolesterol eller har diabetes, så øges din risiko.

Artiklen fortsætter efter videoen

Hvad er åreforkalkning?

Åreforkalkning foranlediges af fedtaflejringer på indersiden af blodårerne. Fedtaflejringerne opstår oftest steder, hvor blodårerne deler sig eller, hvor karvæggen allerede er beskadiget.

Farligt kan det dog blive, hvis der ved disse fedtaflejringer også opstår det, der ifølge Sundhed.dk kaldes plaque, hvor kolesterol graver sig ind i væggen på pulsåren. Da kroppen vil reparere på skaden, dannes der arvæv, som gør karvæggen tykkere og stivere, mens det også gør blodåren smallere, så blodet ikke strømmer ligeså let som før. Det er en åreforkalkning, der også kaldes åreforsnævring eller akterosklerose.

Forskellige årsager til sygdommen

Det er meget individuelt, hvordan en åreforsnævring udvikler sig. Det, der er fælles for årsagerne til åreforkalkning kan ifølge Hjerteforeningen findes i livstilen.

Årsager til åreforkalkning:

– Rygning
– For høj kolesterol
– For højt blodtryk
– Diabetes
– For lidt motion
– Overvægt
– Høj alder

Men en årsag til åreforsnævring, som ikke er styret af livstilen er arvelighed. I nogle familier er der en øget risiko for hjertekarsygdomme.

Flere symptomer på åreforkalkning

Ifølge Apoteket.dk kan alle pulsåre i kroppen rammes af åreforsnævringer, men symptomerne på det vil typisk opleves at komme fra hjerte, hjerne eller ben.

Fakta

Symptomer på åreforkalkning

Symptomer på åreforkalkning i hjertet:

– Hjertekrampe
– Blodprop i hjertet
– Rytmeforstyrrelser
– Hjertesvigt

Symptomer på åreforkalkning i hjernen:

– Slagtilfælde (blodprop i hjernen eller hjerneblødning)

Symptomer på åreforkalkning i ben:

– Gangsmerter
– Sår der ikke heles
– Koldbrand med amputationsbehov

Symptomer på åreforkalkning i andre organer:

– Impotens
– Nedsat nyrefunktion/ nyresvigt
– Svækkelse af synet

Kilde: Apoteket.dk

Hvis man oplever flere af de ovenstående symptomer på samme tid, så bør man reagere på det og blive undersøgt, da det kan betyde, at man er blevet ramt af en åreforsnævring.

Forebyg åreforsnævring selv

Da årsagerne til lidelsen i stor grad er influeret af livsstilen, kan man selv gøre meget for at mindske risikoen for at blive ramt af sygdommen.

Ifølge Rigshospitalet er det vigtigst, at du stopper med at ryge. Rigshospitalet har haft flere patienter, der har lidt af smerter i forbindelse med åreforsnævringer, som har kvittet smøgerne og oplevet, at smerterne er forsvundet.

Så skal fedtindtaget sættes ned, hvilket betyder, at man er nødt til at kigge sine kostvaner igennem, så de bliver sundere.

Den sunde livsstil skal ikke kun fungere i køkkenet, hvis man ikke vil rammes af åreforsnævringer. Kroppen er også nødt til at få motion.

Foruden at forebygge kan de tre massive ændringer i livsstilen også gøre godt for dem, der allerede lider af sygdommen, da det sikrer, at åreforkalkningen ikke forværres.

Sådan behandles det

Der er desværre ingen behandling, der kan kurere åreforkalkning, men der findes muligheder, som kan bremse processen op ifølge Sundhedsguiden.

Typisk vil behandlingen rette sig mod enkelte symptomer, som patienten oplever ved åreforkalkningen. Det kunne eksempelvis være behandling mod forhøjet blodtryk eller kolesterol. Desuden vil de fleste patienter også modtage blodfortyndende medicin.

Hvis man er generet betydeligt af sygdommen, så kan der foretages visse indgreb. Du kan eksempelvis få en ballonudvidelse, hvor en ballon føres ind i blodåren og pustes op, så åreforkalkningen brydes og blodet frit kan strømme. Der indlægges også et trådnet, som skal holde blodåren åben. Er det ikke muligt kan der gøres brug af en by-pass operation, hvor en vene tages ud og bruges til at lede blodet rundt om området med åreforkalkningen.

Meget sjældent kan der også udføres en trombendarterektomi, hvor det inderste af blodåren skrælles ud.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu