ANNONCE

Årets brugtbil 2018: Her er de bedste køb for dine hårdt tjente penge

16. august 2018 12:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Årets brugtbil 2018 viser, hvor dine penge er bedst brugt, hvis du alligevel skal have spenderbukserne på.

Årets brugtbil 2018 er den dyreste model af finalefeltet, der bestod af i alt fem biler. For første gang er en Volkswagen med på listen over de fem bedste brugtkøb, skriver FDM, der er med til at afgøre striden.

Du kan se de fem finalebiler i galleriet over artiklen her.

Juryen, der ultimativt ender med at afgøre, hvilken bil, der skal været årets brugtbil 2018, består af motorjournalister fra en lang række landsdækkende medier og brugtbileksperter fra FDM og Applus Bilsyn. Dertil kommer en enkelt jurystemme fra brugerne på bilbasen.dk.

Stort salg af årets brugtbil 2018

I kåringen af bilen er der lagt vægt på, hvad man får for pengene, og hvor oplevelsen samlet set er den bedste. Der er basis nok at se på, for i de senere år er der cirka blevet solgt godt 500.000 brugtbiler om året.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som HvilkenBil.dk har fundet, blev en brugt bil i 2016 solgt til en gennemsnitspris på 144.802 kroner. Du kan for øvrigt se de mest solgte biler i 2018 ved at klikke her.

Vinderen af årets brugtbil 2018 er BMWs 1-serie fra årene 2011 til 2015, og det vækker naturligvis glæde hos BMW selv.

– Salget af BMW 1-serien i Danmark er år til dato steget med 139 procent i forhold til samme periode sidste år. Kunderne har taget rigtigt godt imod vores nuværende tilbud i markedet, siger administrerende direktør hos BMW i Danmark, Jan Askholm.

Det siger eksperterne

I en pressemeddelelse fra BMW, der naturligvis lovpriser hæderen – det er i øvrigt anden gang i historien, BMW vinder denne kåring – har man samlet et par begrundelser fra eksperter, der har givet BMWs 1-klasse topkarakter i årets finalefelt.

– Jeg kørte 40.000 km langturstest i en 116d året efter, den nuværende model kom til Danmark. Der er ikke megen plads på bagsædet eller i bagagerummet, men kan du leve med det, får du selv i den svagt motoriserede 116d en fantastisk langtursbil med sporty egenskaber. Jeg ville tage en 118d eller 120d, hvis budgettet rækker, men 116d kan bestemt anbefales. Den er ikke engang dyrere at holde kørende i service og reservedele end de øvrige finalister, lyder vurderingen fra journalist Steen Bachmann fra Bil Magasinet.

– BMW 1-serien er en yderst velbygget kvalitetsbil, der virkelig kan tilbyde køreglæde til dens ejer. Baghjulstrækket, de veldimensionerede bremser, det gode styretøj og høj komfort danner rammen for denne køreglæde. Det er ikke en stor familiebil, men en smart og sportslig bil til dem, der primært benytter de forreste sæder. Desuden klarer BMW 1-serien sig generelt godt til syn, hvor kvaliteten igen kommer ejeren til gode, lyder vurderingen fra synsmanden Martin Gregersen, der repræsenterer Applus Bilsyn.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu