ANNONCE

Coronavirus: Nu skal ALLE elever testes

23. oktober 2020 08:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Aarhus oplever stigende smitte. Kommunen opfordrer nu alle elever på ungdomsuddannelser til at blive testet.

Stigende smitte blandt unge i Aarhus-området betyder, at alle elever på ungdomsuddannelser nu bliver opfordret til at tage en test, så man kan få brudt smittekæderne.

Det er Aarhus Kommune, som har sendt opfordring til ungdomsuddannelserne på vegne af Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver DR.

– Alle skal testes, så vi kan finde ud af, hvor smitten er, og vi kan få brudt smittekæderne, siger stadsdirektør i Aarhus kommune Niels Højbjerg, der står i spidsen for byens kriseledelse, til DR.

Torsdag blev der sat smitterekord i Danmark med 760 nye tilfælde på én dag. Aarhus stod for 103 af tilfældene, hvoraf 44 var i aldersgruppen 16-19 år.

Flere ungdomsuddannelser i Aarhus er ramt af coronavirusset i øjeblikket. Både Marselisborg Gymnasium og HHX i Viby meddelte onsdag, at der ikke var fysisk undervisning resten af ugen, mens det torsdag var Aarhus Katedralskole.

To klasser sendt hjem

På Egaa Gymnasium er to klasser sendt hjem grundet smitte, skriver Århus Stiftstidende.

Selv om der nu kommer et stort rykind af elever, som skal have en test, er testcentrene klar til at løfte opgaven.

Det fortæller Per Sabroe Nielsen, der er lægefaglig direktør hos Region Midt, til DR.

Han fortæller, at der er masser af kapacitet til at kunne teste, og at erfaringer fra tidligere smitteopblomstringer peger på, at mange gerne vil lade sig teste.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu