Politi stormer biograf med trukne pistoler

Østjyllands Politi måtte søndag trække våbnene efter en melding om, en person var set med en pistol.

Udgivet Opdateret

Susan Krogh fra Aarhus skulle en tur i biografen med sin datter og se Deepwater Horizon. Men ikke langt inde i filmen, faktisk kun i de indledende reklamer, blev publikum på det nærmeste viklet ind i en scene, der mest af alt kunne minde om at være statister i netop en action-film: Pludselig slukkes filmen, alt lys tændes og ind vælter seks betjente med trukne pistoler…

Kort tid forinden

Klokken 13.55 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en borger om, at vedkommende havde set en person gå rundt med en pistol i Aarhus midtby.

Hurtigt derefter får man kontakt til endnu et vidne, der har set selvsamme mand omkring Skt. Knuds Torv ved Netto.

I Biocity kan personalet så fortælle politiet, at manden er gået ind i en af salene og han sidder og laver kliklyde med sin pistol.

– Han sidder bagerst i salen, hvor der ikke er så mange andre gæster. Og de sidder foran, siger Marianne Morgen, pressekoordinator ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

– Filmen blev sat på pause. Lyset blev tændt. Seks betjente med våben stormede ind og råbte, vi skulle blive siddende med hænderne på sædet. De rendte helt op bagerst i salen. Der var meget larm og tumult. De fik overmandet en mand efter stort besvær og forlod biografen, siger Susan Krogh til Newsbreak.dk.

Den udlægning kan Marianne Morgen bekræfte:

– Vi vælger at slukke filmen, tænde lyset og komme  ind med pistolerne trukne, siger hun.

Soft-gun og brødkniv i biografen

Bagerst i biografen pågriber betjentene en mand, der sidder med en såkaldt soft-gun og en brødkniv liggende på sædet ved siden af sig.

Efter den noget voldsomme episode fortæller betjentene publikum, hvorfor de netop har været vidner til den ret voldsomme episode.

Susan Krogh og hendes datter var i går begge rystede oven på episoden, men roser både politiet og personalet i Biocity for deres måde at håndtere situationen på.

Den anholdte mand betegnes som psykisk ustabil og er pt. indlagt på psykiatrisk hospital – derfor kan Marianne Morgen ikke fortælle, hvornår han eventuelt kan afhøres.

– Men det vigtigste er, at der ikke kom nogen til skade, siger Marianne Morgen.

Powered by Labrador CMS