ANNONCE

Fyldt med mikroplast

20. oktober 2020 04:31 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Der findes meget lidt viden om de helbredsmæssige konsekvenser ved at indtage mikroplast, siger forskere.

Spædbørn, der får flaske, kan indtage mere end en million stykker mikroplast hver dag. Det viser forskning, der er blevet offentliggjort mandag.

Forsøget blev lavet for at fremhæve overfloden af plast i vores fødevare. Der findes voksende beviser for, at mennesker generelt forbruger et stort antal af de små partikler, der dannes, når større stykker plast nedbrydes.

Men der findes meget lidt viden om de helbredsmæssige konsekvenser ved at indtage mikroplast.

Forskerne fra Irland kiggede på, hvor hurtigt mikroplast bliver frigivet i ti forskellige typer sutteflasker eller tilbehør fremstillet af polypropylen – den mest anvendte type plast til madbeholdere.

De fulgte de officielle retningslinjer fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om sterilisering og forberedelse af flaskerne.

Får millioner stykker

I løbet af en testperiode på tre uger fandt forskerholdet ud af, at flaskerne frigav mellem 1,3 og 16,2 millioner mikroplastpartikler per liter.

De brugte derefter disse data til at estimere den globale eksponering af mikroplast gennem sutteflasker til spædbørn.

Her fandt de ud af, at det gennemsnitlige spædbarn, der får flaske, indtager 1,6 millioner mikroplastpartikler hver dag de første 12 måneder af barnets liv.

Forskerne bag undersøgelsen siger, at sterilisering og høje temperaturer havde den største effekt i forhold til at frigive mikroplast.

Undersøgelsen er blevet offentliggjort i Nature Food Journal.

Kender ikke til risici

Forskerholdet siger, at formålet med forskningen ikke har været “at bekymre forældre”.

– Vi har forsøgt at understrege, at vi kender ikke de potentielle sundhedsrisici ved, at spædbørn indtager mikroplast, siger holdet fra Trinity College i Dublin.

Forskerholdet bemærker, at det var i de mest udviklede lande, at spædbørn sandsynligvis indtog mest plast med 2,3 millioner partikler dagligt i USA og 2,6 millioner i Europa. Dette tilskrives, at amningsraten i rigere lande er relativt lav.

I galleriet ovenfor kan du blive klogere på mikroplast.

Hvordan undgår jeg mikroplast?

Der er flere måder at undgå det på. Én af dem er udelukkende at købe tøj i naturmaterialer, da de ikke afgiver plast. Det samme gør sig gældende for skuresvampe, klude og børster. Hvis du vælger naturmaterialer, skulle det ikke afgive plastik.

I forhold til plejeprodukter er hovedreglen, at du kan gå efter produkter, der er Svanemærket eller mærket med EU-blomsten. Produkterne må nemlig ikke indeholde mikroplast, hvis de er mærket med de to mærker.

Desuden findes der en del smarte apps, der kan hjælpe dig med at blive klogere på, om de produkter, du køber, kan udlede plastik.

Generelt kan det også siges, at hvis du nedsætter dit forbrug af plastik, er du også med til at reducere risikoen for, at det udledes.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu