ANNONCE

Advarer mod juletilbud: Er en abonnementsfælde

24. december 2020 22:06 | Af: Newsbreak.dk

Forbrugerombudsmanden advarer mod hjemmesiden copenhagenlashes.dk

Advarer mod juletilbud: Er en abonnementsfælde
Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen , advarer mod hjemmesiden copenhagenlashes.dk Foto: Scanpix.

Netbutikken www.copenhagenlashes.dk gør ikke tydeligt opmærksom på, at man ved at takke ja til et tilbud bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Der følger et abonnement med på løbende levering af vippe- og brynserum, når forbrugere takker ja til et af Copenhagen Lashes tilbud, men det kan forbrugerne ikke umiddelbart se. Forbrugerombudsmanden har modtaget over 40 klager over netbutikken.

Derfor advarer Forbrugerombudsmanden nu mod at handle på hjemmesiden.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

– Her er tale om grove lovovertrædelser, hvor der bliver hævet penge direkte på forbrugernes konti. Det er ikke lovligt at lokke kunder med gode tilbud og så tilmelde dem et betalingsabonnement, uden at oplyse tydeligt om det.

Klager over juletilbud

Kunderne klager blandt andet over et juletilbud, hvor det ikke fremgår tydeligt på hjemmesiden og i markedsføringen af Copenhagen Lashes, at man ved bestilling af en vippe- og brynserum til 35 kr. samtidig bliver tilmeldt et abonnement på løbende levering af vippe- og brynserum, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det abonnement, som kunderne er blevet tilmeldt mod deres vidende, har en bindingsperiode på to måneder og koster 225 kroner om måneden plus fragt. Blandt klagerne er der også eksempler på, at umyndige personer under 18 år er blevet tilmeldt abonnementet. Desuden stiller Copenhagen Lashes krav om, at forbrugerne skal opsige abonnementet på bestemte tidspunkter.

Copenhagen Lashes overtræder også lovgivningen på andre områder. Virksomheden trækker blandt andet pengene for en vare, før produktet sendes til forbrugerne, og forbrugerne tilbydes ingen fortrydelsesret. Desuden leverer virksomheden ikke produkterne inden for 24 timer, som den reklamerer med. Enkelte forbrugere har klaget over ikke at have modtaget produkterne flere uger efter bestillingen.

Fakta

Gode råd, hvis du er blevet tilmeldt et abonnement uretmæssigt:

Kontakt Copenhagen Lahses og gør opmærksom på, at du ikke mener, at du har accepteret abonnementsaftalen. Du er ikke bundet af abonnementsaftalen, hvis oplysningerne ikke var tydelige og fremhævede. Du kan henvise til forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2.

Kontakt din bank og gør opmærksom på, at der er blevet hævet uretmæssigt på dit kort, fordi du ikke har accepteret, at virksomheden må trække betalingen for abonnementet. Du kan henvise til betalingslovens § 82.

Kilde: Forbrugerombudsmanden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu