ANNONCE

Advarer mod næsespray efter dødsfald

17. september 2020 16:30 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et mistænkeligt dødsfald har fået politiet op på dupperne.

Advarer mod næsespray efter dødsfald
Politiet advarer nu mod næsespray. Foto: Politi

Et mistænkeligt dødsfald i Rønde på Djursland i august får nu Østjyllands Politi til at advare mod næsespray. Formodningen er, at den 23-åriges død er narkotikarelateret – og her spiller næsespray en vigtig rolle.

I en pressemeddelelse skriver politikredsen nemlig, at der i den 23-åriges hjem, hvor han blev findet død, blev fundet en næsespray ved siden af mandens afdøde krop. En retskemisk analyse af væsken viste, at den bestod af et relativt nyt syntetisk opioidlignende stof.

Stoffet blev også fundet i den 23-åriges blod, da der blev foretaget en obduktion. Dødsårsagen er dog ikke endeligt fastlagt, men politiet er ikke i tvivl om, at den 23-årige kort før sin død indtog narkotikaet.

Forrige uge fik politiets lokalstation i Rønde indleveret fem tomme næsespraydispensere. De er ved at blive analyseret, men mistanken retter sig dog mod, at de har haft samme formål som den fundet hos den 23-årige.

En næsespray beslaglagt i Randers i august har vist sig at indeholde samme stof.

– Vi har et helt klart budskab til borgerne. Lad nu være med at eksperimentere med den slags næsesprays. Det kan være livsfarligt at indtage, siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen, der gerne vil høre fra borgere, der måske ved noget om sagen.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu