Advarsel: Denne ost kan give kvalme, opkast, udslæt og diarré

19. januar 2016 18:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Producent tilbagekalder blåskimmel-ost da der er et for højt indhold af histamin i osten

Mammen Mejerierne A/S tilbagekalder i en pressemeddelelse fra fødevarestyrelsen et parti MontBlu blåskimmel ost, da der er påvist et for højt indhold af histamin i ostene.

Det drejer sig om MontBlu, Mammen Danablu 50+, Nettovægt: 100 g, Batch nr.: 34010614184, Pakkedato: 16/3-2015, Bedst før dato: 16/3-2016, Produceret på: Drøsbro Mejeri, DK M184 EC, EAN stregkode: 5703985080092.

Osten er solgt i gagligvarebutikker i hele landet.

Ifølge pressemeddelelsen er der påvist et for højt indhold af histamin i oste fra dette parti.

Allergiske reaktioner

Histamin i for høje niveauer kan forårsage allergiske reaktioner hos nogle personer. Symptomerne vil typisk være en prikkende fornemmelse i munden og svælget, kvalme, opkast, udslæt og diarré. I sjældne tilfælde ses mere alvorlige symptomer som smerter i brystet og åndedrætsforstyrrelser.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at kassere osten eller levere den tilbage til butikken, hvor den er købt.

Fakta om histamin

Histamin er et amin, der dannes i kroppen. Det virker som et hormon, der har indflydelse på dele af immunforsvaret og fordøjelsessystemet. Desuden virker stoffet som neurotransmitter, og det er det stof, som kroppen danner under overfølsomhedsreaktioner.

Ud over allergiske reaktioner kan histamin også indvirke på sexlivet. Eksempelvis kan mænd med et højt indhold af histamin lide af for tidlig sædafgang.

Kilde: Wikipedia

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu