Advarsel: Du må absolut ikke købe denne juleand

14. december 2017 18:47 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er Fødevarestyrelsen, der står bag advarslen.

Mangler du en juleand, og får du et godt tilbud på en lækker and fra et marked af den slags, vi ikke taler højt om, at vi handler fra? Hvis fuglen ligner en af dem, du kan se i galleriet til denne artikel, skal du sige tak, men nej tak. Hvis du allerede har købt sådan en and, bør du overveje at kassere den og købe en fra en forhandler, du kan stole på.

Fødevarestyrelsen advarer således i en pressemeddelelse om, at der kan være et stort antal ulovligt slagtede ænder og andet fjerkræ i omløb på det sorte marked. Sagen er den, at Fødevarestyrelsens Rejsehold tidligere på året har beslaglagt hundredevis af ænder, duer og gæs.

De beslaglagte dyr er nu blevet stjålet, og hos Fødevarestyelsen aner man nu ikke, hvor de mange dyr befinder sig. Sikkert er det, at en virksomhed i Thy fik beslaglagt 58 ænder, der var blevet slagtet under uhygiejniske forhold i en snavset lade. På Fyn blev en række forskellige dyr beslaglagt, fordi man hos virksomheden ikke evnede at dokumentere, hvor fuglene stammede fra.

De mange døde dyr blev beslaglagt af Fødevarestyrelsen, hvilket betød, at de hverken måtte flytttes eller sælges. Nu har tyve flyttet dem, og der er en risiko for, at de bliver solgt.

– De ulovlige fugle er pakket i almindelige fryseposer og uden korrekt mærkning. Jeg kan kun opfordre til, at man køber sin juleand hos en forhandler, man har tillid til. Der er risiko forbundet med at spise de ulovlige fugle, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens rejsehold, i pressemeddelelsen.

Dyrene skal “hjem”

Symptomer på fødevareforgiftning er typisk opkast, dårlig mave og feber, og det kan altså absolut ikke anbefales, at man giver sig i kast med at spise af de omtalte dyr. Hos Fødevarestyrelsen har man i øvrigt ikke opgivet at få de stjålne dyr tilbage.

Således samarbejder man nu med politiet om at finde fuglene igen, og offentligheden bedes i den forbindelse om hjælp.

– Hvis man støder på en lidt for billig julegås, eller en anden handel, som virker for god til at være sand, så brug din sunde fornuft. Vi hører selvfølgelig også meget gerne fra borgere, som måske ved noget om, hvor de mange slagtede fugle nu befinder sig,  siger Michael Rosenmark i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu