Advarsel: Mad til spædbørn kaldes tilbage

29. september 2017 18:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Semper trækker Modermælkserstatning Allomin Syrnet SensiPro 1 tilbage da det indeholder for meget jern.

Semper tilbagekalder modermælkserstatning Allomin Syrnet SensiPro 1 med flere holdbarhedsdatoer tilbage. Enkelte pakker kan nemlig indeholde poser med tilskudsblanding Allomin Syrnet SensiPro 2 og dette produkt har et for højt indhold af jern til børn under seks måneder.

Det drejer sig om Allomin Syrnet SensiPro 1, 4×700 gram med følgende holdbarhedsdatoer: Mindst holdbarhed til dato: 20/06/2018, 20/08/2018, 09/09/2018 og 29/11/2018.

Produktet er solgt over hele landet i Netto, Føtex, Bilka, Salling, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, Rema 1000, butikker under Coop, Nemlig.com, BabySam, Helsam og enkelte apoteker.

Det er ikke lykkes Newsbreak.dk at få fat i Semper for en kommentar. Men på sin Facebook-side skriver firmaet:

“Det er med stor beklagelse, at vi igen må konstatere, at vi har fundet en fejl i en af vores Allomin Syrnet SensiPro 1 pakker, som har indeholdt Allomin Syrnet SensiPro 2 pulver. Har du købt en Allomin Syrnet SensiPro 1, hvor der står Allomin Syrnet SensiPro 1 på folieposerne i pakken, har du fået en rigtig Allomin Syrnet SensiPro 1. Det er kun, hvis der står Allomin Syrnet SensiPro 2 på folieposerne i en SensiPro 1 pakke, at du har fået et forkert produkt.

Uanset hvad trækker vi nu alle vores SensiPro 1 og 2 produkter tilbage fra alle butikkerne. Dermed håber vi, at vi nu har fået løst problemet en gang for alle. Ligesom sidst er der ingen sundhedsfare forbundet med tilbagetrækningen af produkterne, men der skal selvfølgelig være det rigtig mælkepulver i æskerne.”

I en pressemeddelelse råder Fødevarestyrelsen forbrugere til at ophøre med at bruge Allomin Syrnet SensiPro 1 med mindst holdbar til dato 20/06/2018, 20/08/2018, 09/09/2018 og 29/11/2018 til børn under seks måneder og levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu