ANNONCE

Ægtefælle tjekker ind på Badehotellet

8. januar 2021 18:23 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Skuespillerinden Amalie Dollerup får selskab af sin mand, Andreas Jebro, i den nye sæson af seersuccesen, afslører ny trailer.

I en tid med regn og restriktioner kan det være tiltrængt med lidt solskin – om ikke andet så på skærmen.

Og snart er “Badehotellet” igen klar til at levere sommerstemning i den ottende sæson af TV2’s seersucces.

Den nye trailer er netop blevet offentliggjort på “Badehotellets” officielle Facebook-side. Og her bliver det afsløret, at Amalie Dollerup, som spiller bestyrerinden Amanda, får selskab af sin mand fra den virkelige verden.

Hun er nemlig gift med skuespiller Andreas Jebro, som tjekker ind på hotellet i rollen som arkæologen Claus Villumsen.

– Andreas er sørme hoppet ind i “Badehotellets” univers sammen med os andre og dukker op på din skærm den 1. februar som den nye gæst på hotellet, skriver Amalie Dollerup til et Instagram-billede af sin mand på settet.

– Vi har glædet os til at fortælle jer denne hyggelige nyhed, skriver hun videre og afslører i sine hashtags, at det var hyggeligt at være mand og kone på samme set.

Har en søn sammen

Parret blev gift i 2017, og sammen har de sønnen August på halvandet år.

Men det er faktisk ikke helt nyt for de to skuespillere at arbejde i samme omgivelser. De har nemlig også været kolleger på Aalborg Teater.

Og det tætte parløb på tværs af livets arenaer kunne til tider blive for meget, fortalte hun dengang til TV2.

– Vi er mange forskellige ting – vi er både venner, kærester, elskere, kolleger og coaches for hinanden, sagde hun blandt andet til TV2.

Den nye sæson af “Badehotellet” foregår i det krigsprægede år 1941, og det kommer til at sætte sit aftryk på den muntre tv-serie, har serieforfatterne afsløret over for TV2.

– Med tyskerne, der er rykket tættere på, har vores glade serie om ferie eller fortrængning fået en ny tone.

– Kan det lykkes at blive ved med at holde den virkelige verdenskrig på afstand, eller ryger det hele i luften til sidst?, har Stig Thorsboe tidligere sagt til tv-stationen.

Premiere 1. februar

I november var de sidste skud til den nye sæson i kassen, men det har ikke været uden udfordringer på grund af corona-restriktioner.

Derfor er den kommende sæson skåret ned fra de sædvanlige seks afsnit til fem afsnit.

Det har Billed-Bladet fået bekræftet.

Ottende sæson af “Badehotellet” har premiere på TV2 den 1. februar.

Se traileren her: https://www.facebook.com/badehotellet/videos/446117756756351

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu